Syriens præsident: Jeg er klar til en våbenhvile

Assad siger, at lande uden for Syrien skal stoppe støtte til "terroristerne".

Børn med børn på armen i Douma i december 2015, som er blevet bombet af styrker, der er loyale over for Syriens præsident Bashar al-Assad. (Foto: Bassam Khabieh © Scanpix)

Syriens præsident erklærer sig klar til en våbenhvile - med et par forbehold.

Bashar al-Assad siger, at lande uden for Syrien skal stoppe deres støtte til "terroristerne". Det gælder særligt nabolandet Tyrkiet.

- Vi har sagt, at vi er klar til at stoppe militære aktioner, men sagen handler om vigtigere forhold. Eksempelvis at forhindre terrorister i at styrke deres positioner, siger Assad ifølge præsidentkontorets officielle netmedie.

Han siger, at en våbenhvile skal sikre, at "andre lande, specielt Tyrkiet, forhindres i at sende flere terrorister og våben - og enhver form for logistisk støtte".

Assad-styret har under den fem år lange krig i landet omtalt oprørere som "terrorister".

Præsidenten sagde tidligere på ugen i en tv-transmitteret tale, at en våbenhvile - hvis en sådan træder i kraft - ikke betyder, at konfliktens parter helt holder op med at anvende våben.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube