Syrisk opposition er klar til direkte forhandlinger

FN-diplomater i Genève siger, at de ser et glimt af håb om en afslutning på den fem år lange krig i Syrien.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, sagde i går, at Rusland fra i dag vil begynde en delvis tilbagetrækning fra Syrien. (Foto: MAXIM SHIPENKOV © Scanpix)

Syriens opposition er ikke imod direkte forhandlinger med landets regering, skriver nyhedsbureauet RIA, som citerer Salim al-Muslat, der er talsmand for den syriske opposition i Genève.

Den syriske opposition siger, at præsident Vladimir Putins beslutning om at nedtrappe den russiske militære tilstedeværelse i landet kan bane vej for en fredsløsning, selv om Moskva ikke har givet dem besked om denne beslutning.

Talsmand Salim al-Muslat siger til journalister, at en russisk tilbagetrækning også vil kunne bidrage til, at få afsluttet "præsident Bashar al Assads diktatur og forbrydelser".

- Vi er ikke imod at indlede direkte forhandlinger, siger al-Muslat ifølge RIA.

FN-diplomater siger, at de ser et glimt af håb om en afslutning på den fem år lange krig.

- Nu er der for først gang et glimt af håb om en afslutning på konflikten, siger Paulo Pinheiro, som leder FN's Kommission for Efterforskninger i Syrien.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at Moskva sporer vilje hos amerikanerne til at øve indflydelse på den syriske opposition ved forhandlingerne i Genève.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube