Syriske byer bombet trods våbenhvile

Efter fem års krig er parterne gået med til en våbenhvile. Islamisk Stat og al-Nusra fronten er dog ikke med.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder melder om bombninger af byer i den vestlige del af provinsen Aleppo. (Foto: George Ourfalian © Scanpix)

På trods af en våbenhvile har fly bombet seks byer i den vestlige del af Aleppo-provinsen.

Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters. Angrebene fandt sted lørdag. Det var muligvis russisk fly, som stod bag, men det er endnu ikke bekræftet.

Lørdag morgen meldte Rusland ellers ud, at ingen russiske fly ville komme på vingerne over Syrien dagen igennem. På den måde ville man undgå, at man ramte de forkerte mål.

Våbenhvilen trådte i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag. Den er forhandlet frem af USA, Rusland og flere stormagter, og både det syriske regime og oprørsgrupper har godkendt aftalen.

Islamisk Stat og al Nusra-fronten er dog ikke en del af våbenhvilen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube