Syriske flygtninge får arbejdstilladelse i Tyrkiet

Tyrkiet vedtager lov, der giver syriske flygtninge, som har været i landet et halvt år, arbejdstilladelse.

Tyrkiet har fredag vedtaget en lov, som giver syriske flygtninge ret til at arbejde i Tyrkiet, hvis flygtningene har været registreret i Tyrkiet i mindst seks måneder.

Loven kommer i forlængelse af den aftale, som Tyrkiet og EU indgik i 2015, og som skal dæmme op for flygtningestrømmen til EU via Tyrkiet.

Borgerkrigen i Syrien brød ud i marts 2011, og siden da er flere end 2,5 millioner syrere blevet registreret i Tyrkiet som flygtninge.

Hundredtusinder er draget videre til EU. Mange af dem har sagt, at der ikke er muligheder eller nogen fremtid for dem i Tyrkiet.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har underskrevet loven, som fredag også er offentliggjort i tyrkisk statstidende, hvor nye love offentliggøres.

Ifølge loven må syriske flygtninge højest udgøre ti procent af en arbejdsgivers arbejdsstyrke.

Tyrkiske embedsmænd siger dog, at der kan gøres undtagelser.

Loven skal blandt andet medvirke til, at flygtninge beslutter sig for at blive i Tyrkiet og få arbejde i stedet for at rejse til EU-landene, citerede tyrkiske medier tidligere på ugen Volkan Bozkir, Tyrkiets minister for EU, for at sige.

Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) rejste flere end 800.00 flygtninge og migranter i 2015 fra Tyrkiet over Det Ægæiske Hav til Grækenland.

 

/ritzau/dpa

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube