Tema Krigen i Syrien

Syvårig pige tweeter fra Aleppo: Nu bliver det afgjort, om jeg skal leve eller dø

Syrere tweeter farvel og fortæller om døde i Aleppos gader, mens regeringsstyrker indtager byen.

Dette billede af Bana Alabed blev lagt på Twitter 27. november efter et bombeangreb havde ødelagt hendes hjem. Til billedet skrev hun: "Fra i aften har vi ikke noget hus. Det er bombet, og jeg var under murbrokkerne. Jeg så døde, og jeg døde næsten selv."

Den syriske regeringshær har meldt ud, at de kun mangler at indtage få områder for igen at have magten i Aleppo.

Mens Bashar al-Assads støtter er rykket længere ind i byen, der før var kontrolleret af oprørsstyrker, er mange civile - heriblandt børn og kvinder - ifølge FN blevet skudt og dræbt på stedet. De mange rapporter om grusomheder og likvideringslignende drab på civilbefolkningen har fået Frankrig til at indkalde til et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd her til aften.

Tweets fra Aleppo

En af dem, der formentlig stadig befinder sig i Aleppo, er den syvårige pige Bana Alabed, der i medierne også har fået navnet Syriens Anne Frank, da hun de seneste måneder sammen med sin mor har tweetet om livet midt i krigszonen.

Hendes seneste opdatering kom i eftermiddags, hvor hun skrev:

- Mit navn er Bana. Jeg er syv år gammel. Jeg taler til verden lige nu fra det østlige Aleppo. Det er nu det bliver afgjort, om jeg skal leve eller dø - Bana.

I går skrev hun, at hendes far var blevet såret, og at hun græd.

Hendes mor, Fatemah, skrev også i går en farvelbesked til de mere end 200.000 mennesker, der følger dem på det sociale medie.

- Sidste besked. Mange mennesker er døde siden i aftes. Jeg er meget overrasket over, at jeg tweeter lige nu og stadig er i live, lød tweetet.

Bana Alabed og hendes mor er ikke de eneste, der tweeter fra Aleppo. Redningskorpset De Hvide Hjelme, som rykker ud for at hjælpe mennesker ud af ruinerne efter bombeangreb, skriver, at 100.000 civile er presset sammen på et lille område, og at bomberne falder ubarmhjertigt.

Døde og sårede som man umuligt kan forestille sig. Lig ligger, hvor de er faldet, skriver De Hvide Hjelme på deres Twitter-profil.

I løbet af det sidste døgn er 10.000 civile flygtet fra det østlige Aleppo ifølge overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR). De civile, der er tilbage befinder sig med FN-talsmand Rupert Colville i "et helvedesagtigt hjørne" på mindre end en kvadratkilometer.

Det er svært at få bekræftet nyheder, der kommer ud fra Syrien, og der har da også været beskyldninger om, at blandt andre Bana Alabeds Twitter-profil skulle være falsk og ren propaganda fra oprørsbevægelsen.

Det fik i går familien til at deltage i et Skype-interview på CNN, hvor moderen Fatemah fortæller, at hun begyndte at tweete for at gøre opmærksom på de civiles - og især børnenes - situation, men at hun aldrig har taget noget parti i konflikten. Alligevel er hun bange for at flygte, fordi hun tror, at mange ser hende som en del af oprørsbevægelsen.

- Jeg er bange for at miste en af mine børn, hvis jeg flygter, fordi de tror, at jeg arbejder mod regimet, siger hun.