Teenager meldte sig selv efter overfald i Køln

En 17-årig tysk mand har meldt sig til politiet i Køln efter chikane af tv-journalist.

Der er massiv polititilstedeværelse i Køln under karnevallet, der finder sted i disse dage. (Foto: PATRIK STOLLARZ © Scanpix)

En 17-årig ung mand har meldt sig selv til politiet i forbindelse med en episode under karnevallet i Køln, hvor en belgisk tv-journalist torsdag blev forulempet under en tv-transmission.

Det oplyser politiet i Køln.

Tv-transmissionen er dukket op på flere sociale medier, hvor den unge mand havde genkendt sig selv, og han troppede herefter sammen med sin mor op på en politistation i Rheinisch-Bergisch distriktet. Han nægter dog at have seksuelt forulempet kvinden.

Den 42-årige journalist Esmeralda Labye transmitterede fra byens karneval, som begyndte torsdag, men blev under udsendelsen chikaneret af nogle hidtil ukendte gerningsmænd.

- Til at begynde med skar de bare ansigter bag mig. Men så var der pludselig en hånd på mit bryst. Jeg var chokeret, fortæller RTBF-journalist Esmeralda Labye om episoden, der fandt sted på Alter Markt.

tv-stationens hjemmeside fortæller hun, hvordan en af mændene hviskede til hende "Vil du sove med mig i nat?" under transmissionen, og hvordan hun forsøgte at ignorere, at en af dem lavede sex-bevægelser bag hende.

Ung mand anholdt for voldtægt

Ifølge avisen Der Spiegel har politiet trods et massivt politiopbud modtaget 22 anmeldelser om seksuelle krænkelser under karnevallet efter den første nat. Det er 13 mere end sidste år, og man har efterfølgende tilbageholdt 180 personer. Politiet har anholdt en anden 17-årig mand, som er mistænkt for voldtægt og overfald af en kvinde fredag nat.

Sikkerheden er skærpet i den tyske by under karnevallet efter hændelserne nytårsnat, hvor politiet har modtaget flere hundrede anmeldelser fra kvinder, der er blevet udsat for seksuelle krænkelser og overfald.

Mere end 2000 politifolk er udstationeret rundt om i byen, ligesom der er øget kameraovervågning på flere større pladser.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube