Tema Terrorangreb i Paris

Terrorfrygt får Bruxelles til at aflyse nytårsfesten

Beslutningen er "den rigtige på grundlag af de tilgængelige informationer," siger Belgiens premierminister.

Der bliver ingen nytårsfest i den belgiske hovedstad. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Nytårsfesten er aflyst i Bruxelles.

Byens borgmester har afblæst den planlagte festivitas, da det ifølge myndighedernes skøn er for risikabelt. Beslutningen er taget på baggrund af en frisk trusselsvurdering for hovedstaden.

- Desværre er vi blevet tvunget til at aflyse fyrværkeriet og alt, hvad der var planlagt for i morgen aften, som ville have trukket mange mennesker til byens centrum. Det sker efter en trusselsvurdering, siger borgmester Yvan Mayeur til RTBF.

Terrorangreb i Paris

130 personer blev fredag d. 13. november dræbt ved skud- og bombeangreb seks forskellige steder i Paris. Følg dækningen på dr.dk her.

Gå til tema

Arrangementet med fyrværkeri var planlagt i byens centrum.

Yvan Mayeur mødtes onsdag aften med Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, og beslutningen blev taget på det møde.

- Denne beslutning er den rette på grundlag af de tilgængelige informationer, siger den belgiske premierminister, Charles Michel, ifølge avisen Le Soir.

Sidste år deltog omkring 100.000 mennesker.

/ritzau/