Thailand får officielt et 'tredje køn'

Thailand anerkender officielt det tredje køn - kathoey - i landets kommende, nye forfatning. Det bekræfter den thailandske regering.

Ladyboy Beer Phiyaphan, Bangkok - en af omkring 300.000 'kathoy', der nu vil blive officielt anerkendt i Thailands forfatning som et tredje køn. (Foto: Anya Palm © Anya Palm)

Butiksassistenten Beer Phiyaphan står på fortovet i Thailands hovedstad, Bangkok.

Hun har en diskret make-up på, meget høje hæle og en lille håndtaske over armen. Med sine 182 centimeter tårner hun sig op over de fleste forbipasserende - og også over sin franske kæreste, der er ved at slæbe deres bagage over i en taxa.

Phiyaphan, der er født som mand, men har levet som kvinde, siden hun var helt lille, fortæller, at hun er lettet over, at Thailand nu vil anerkendekønnet kathoey - groft oversat til ladyboy - som et tredje køn.

Mange lukkede døre

- Jeg synes, det er godt. Der er mange ting, som ladyboys ikke kan i dag med den nuværende lovgivning, siger hun med sin dybe stemme.

Det er for eksempel svært at få et pas, at deltage i sportsbegivenheder, at få en bankkonto eller en forsikring, forklarer hun, medmindre hun registrerer sig som enten mand eller kvinde.

Veninderne er også ladyboys

Thailand har generelt et afslappet forhold til landets omkring 300.000 ladyboys, der er en helt normal del af gadebilledet i landet. Men der er stadig mange thailændere, der er skeptiske overfor hende, fortæller Beer Phiyaphan.

- Nogle kan lide mig, andre kan ikke. Men det er jeg ligeglad med. Min familie har accepteret, hvem jeg er. Og de fleste af mine veninder er også ladyboys, så de forstår det godt, forklarer hun.

Nu bliver i hvert fald den officielle holdning imidlertid ændret. Thailands regering er i øjeblikket ved at omskrive landets forfatning, og når den bliver præsenteret i april, vil den officielt anderkende det tredje køn.

Styrket ligestilling

Det sker for at styrke ligestillingen og sikre samme rettigheder for alle køn, lyder det fra den thailandske regering i en pressemeddelelse.

Det er helt naturligt skridt, mener Beer Phiyaphan:

- Ladyboys er ikke anderledes end mænd og kvinder. Vi kan det samme som alle andre, siger hun.

Allerede i 2012 blev der første gang nedsat en kommittee, der havde til opgave at udforme lovforslag, der officielt anderkendte "det tredje køn". Men Thailand har de senere år været plaget af politisk urolighed og et kup i maj, og derfor er lovgivningsarbejdet ikke kommet videre før nu.

Forfatningen skal formelt godkendes af det thailandske militærstyre, når den fremlægges senere på året.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube