Tillerson lover fortsat støtte til forsvarsaftale med Japan

USA og Japan vil styrke forsvarssamarbejdet for at kunne imødegå truslen fra Nordkorea, lyder det efter møde.

De to lande vil styrke deres forsvarssamarbejde for at kunne imødegå truslen fra Nordkorea, lyder det efter mødet. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, siger, at USA vil leve op til sin forsvarsaftale med Japan "uden forbehold".

Det siger Tillerson, efter at han og forsvarsminister Jim Mattis har holdt møde i Washington med Japans udenrigsminister Taro Kono.

De to lande vil styrke deres forsvarssamarbejde for at kunne imødegå truslen fra Nordkorea, lyder det efter mødet.

Tillerson bekræftede desuden igen, at USA's forpligtelse til at forsvare Japan også gælder striden over en øgruppe i Det Østkinesiske Hav med Kina.

Forholdet mellem Japan og Kina er anspændt på grund af øgruppen, der er kendt som Diaoyu på kinesisk og Senkaku på japansk. Siden 1895 har Japan hævdet suverænitet over Senkaku-øerne.

Kono fortæller, at Japan vil styrke sit forsvar i forhold til truslen fra Nordkorea.

Derfor vil landet bruge 500 millioner dollar til at forstærke maritim sikkerhed i Østasien. Her har Kina stræbt efter at gøre omfattende maritime krav.

Udenrigsministeren kom også ind på det nylige angreb i Spanien, hvor en varevogn har påkørt en menneskemængde i det centrale Barcelona torsdag eftermiddag.

- Terrorister verden rundt skal vide - USA og vores allierede er besluttede på at finde jer og retsforfølge jer, siger Tillerson på en pressekonference ifølge AFP.

/ritzau/Reuters