Tiltalt for tusinder af Auschwitz-drab i retten: Kiggede overlevende i øjnene

En 94-årig tidligere SS-officer er tiltalt for at være ansvarlig for 170.000 menneskers død i Auschwitz.

Leon Schwarzbaum overlevede grusomhederne i Auschwitz og var første vidne i sagen mod den 94-årige tidligere SS-officer Reinhold Hanning. (Foto: bernd Thissen © Scanpix)

Kun én enkelt gang kiggede Reinhold Hanning op, da retssagen mod ham begyndte torsdag. Ikke ét ord sagde han om sagen – han har påberåbt sig retten til ikke at udtale sig.

Den 94-årige mand er tiltalt for at være ansvarlig for 170.000 menneskers død i Auschwitz under Anden Verdenskrig.

Under hele retssagen sad han og kiggede ned i gulvet, både når hans forsvarer, dommeren og anklageren talte. Og da den første af flere holocaust-overlevende gav sin vidneforklaring, fortsatte han taktikken med at undgå øjenkontakt. På nær i et kort øjeblik.

Da den jævnaldrende Leon Schwarzbaum indtog vidneskranken og fortalte sin beretning om den grusomme tid i kz-lejren, fik de to kortvarigt øjenkontakt, skriver BBC.

- Hr. Hanning – vi er næsten lige gamle. Og vi vil snart stå over for vores sidste dommer. Jeg vil fortælle dig sandheden om, hvad du og dine kammerater gjorde, sagde Leon Schwarzbaum.

Hanning har erkendt, at han arbejdede som vagt i lejren, og dommeren understregede i dagens retssag, at anklageren nu må bevise, at Hanning specifikt havde opgaver, der havde direkte med udryddelsen af fangerne at gøre.

  • Citater fra retsmødets dag 1:

  • - Der kom ild op fra skorstene. Lugten af brændt menneskekød var så gennemtrængende, at man næsten ikke kunne klare det. Jo ældre, jeg bliver, jo mere tid har jeg til at tænke over det, der skete. Jeg er næsten 95 år gammel og har stadig mareridt om det, sagde holocaust-overleveren Leon Schwarzbaum.
  • - Hanning var bekendt med alle de forskellige aflivningsmetoder, der kun kunne gennemføres, fordi ofrene blev bevogtet af soldater som ham selv, sagde anklager Andreas Brendel.
  • - Fra vores synspunkt må vi ikke glemme, at vi taler om den sagsøgtes individuelle skyld. Det handler om, hvorvidt sagsøgte er personligt skyldig i det, han er anklaget for. Vi ønsker at finde ud af, om sagsøgte var i Auschwitz, i hvilken periode, og hvilke aktiviteter han udført, sagde formanden for den fem mands store dommerkomite, Anke Grudda.
  • Kilder: BBC og The Guardian

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube