Tjekkiets svar på Trump tæt på at blive premierminister

Den succesfulde forretningsmand Andrej Babis' parti står til at få flest stemmer ved tjekkisk valg.

Lederen af ANO-partiet, rigmanden Andrej Babis afgiver sin stemme sammen med sin kone Monika. (Foto: David W Cerny © Scanpix)

Med næsten alle stemmer talt op, ser det ud til, at det tjekkiske protestparti ANO får flest stemmer ved lørdagens parlamentsvalg.

Ifølge optællinger fra 94 procent af valgstederne har ANO mere end 30 procent af stemmerne.

Den succesfulde forretningsmand Andrej Babis, der står i spidsen for ANO, er dermed fortsat favorit til at blive landets næste premierminister.

Det højreorienterede parti SPD står til at få knap 11 procent. Partiet er akkurat lige slået af Det Borger-Demokratiske parti, der også får næsten 11 procent.

Socialdemokrater afviser at lede forhandlinger

Det tjekkiske socialdemokrati med premierminister Bohuslav Sobotka i spidsen står til at få det værste valg siden splittelsen af Tjekkoslovakiet i 1993.

Partiet får ifølge den seneste optælling lidt over syv procent af stemmerne.

Partiets fungerende formand, Milan Chovenec, siger til det tjekkiske nyhedsbureau, at partiet ikke vil lede forhandlinger med at forme en regering. Partiet forventer at være opposition.

- Vi vil ikke lede forhandlinger. Det vil være til grin med otte procent, siger Chovenec.

Fra forretningsmand til politiker

Den succesfulde forretningsmand Andrej Babis, der står i spidsen for ANO, er dermed fortsat favorit til at blive landets næste premierminister.

Han er Tjekkiets næstrigeste mand. Ligesom den amerikanske præsident, Donald Trump, er Babis gået fra at være rig forretningsmand til politiker.

Babis er steget i popularitet på et løfte om at tage magten fra traditionelle partier, investere aktivt i Tjekkiet og holde flygtninge ude af landet.

ANO har fået stigende tilslutning de seneste måneder, selv om det i forhold til andre lande i Europa går godt i Tjekkiet.

Vil holde alle flygtninge ude

Partiet har vundet støtte fra både den klassiske højre- og venstrefløj med løfter om at sætte skatten ned, erstatte korrupte politikere, forsegle Europas grænser og forhindre, at der kommer en eneste flygtning ind i landet.

Landet har både en positiv økonomisk vækst og den laveste arbejdsløshedsrate i EU.

Men både Babis' ANO og andre protestpartier står alligevel til et historisk godt valg.

Selv om immigration til Tjekkiet er nærmest ikkeeksisterende, har emnet spillet en central rolle i valgkampen.

Nærmest alle partier har haft som løfte, at de vil bekæmpe indvandring og nægte at bukke under for EU's forsøg på at få Tjekkiet til at tage imod flygtninge.

Dermed minder Tjekkiet om så mange andre lande i Europa. Partier, der er imod indvandring, har de seneste måneder fået høj vælgertilslutning i blandt andet Tyskland og Østrig.

/ritzau/Reuters