Tema Valg i USA 2016

Tonen mellem Clinton og Sanders bliver hårdere og hårdere

De to demokratiske præsidentkandidater skød med skarpt under partiets tv-transmitterede debat fra Michigan.

Bernie Sanders vandt søndag demokraternes vælgermøder i delstaten Maine. (Foto: JIM YOUNG © Scanpix)

Demokraternes præsidentkandidater, Bernie Sanders og Hillary Clinton, stødte hårdere sammen end normalt, da de debatterede i Flint, Michigan natten til mandag dansk tid.

Særligt på det økonomiske område er Sanders og Clinton forskellige, og det kom til udtryk.

De to havde blandt andet sammenstød omkring handelsaftaler, Wall Streets magt og bilindustriens hjælpepakker.

Valg i USA 2016

Den amerikanske præsidentvalgkamp er i gang. Følg kapløbet mellem Demokraternes kandidat Hillary Clinton og Republikanernes kandidat Donald Trump her.

Gå til tema

Sanders beskyldte Clinton for at stemme for handelsaftaler, der koster amerikanske job.

- Clinton støtter stort set alle handelsaftaler, der er udarbejdet af virksomheder, sagde Sanders ifølge Reuters under debatten.

Sanders skød også på Clintons holdningsændring i forhold til en meget omtalt Stillehavs-handelsaftale mellem 12 lande, der grænser op til Stillehavet - blandt andet USA, Australien, New Zealand, Japan og Mexico.

Clinton var først tilhænger af aftalen, men under primærvalgene har hun ændret holdning.

- Clinton har fået frelse på dette punkt, men det er for sent. Hillary Clinton har flere gange bevist, at hun støtter selv katastrofale handelsaftaler, sagde Bernie Sanders.

Hillary Clinton skød tilbage mod senator Sanders' modstand mod redningspakkerne til bilindustrien i 2009. Michigan er hjemsted for en stor del af USA's bilindustri.

De to kombattanter afbrød gentagne gange hinanden under debatten.

- Undskyld mig, jeg taler, skældte Sanders.

- Hvis du skal tale, så fortæl hele sandheden, svarede Clinton tilbage.

Debatten fandt sted i kølvandet på Bernie Sanders' sejr søndag i staten Maine, hvor der blev holdt primærvalg.

Sagen kort

  • Demokraterne holdt lørdag primærvalg tre steder, og her vandt Bernie Sanders i de mindre stater Nebraska og Kansas, mens Hillary Clinton løb med sejren i Louisiana, hvor der var flest delegerede på spil. Det er de delegerede - også kendt som valgmænd - der i sidste ende skal pege på, hvem der skal være præsidentkandidat.
  • Allerede tirsdag skal der igen stemmes i flere delstater. Republikanerne skal forbi fire steder - Hawaii, Idaho, Michigan og Mississippi - mens Demokraterne nøjes med at stemme i de to sidstnævnte.
  • Det egentlige præsidentvalg i USA finder sted 8. november. Vinderen bliver indsat i embedet til januar næste år.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube