Trestjernet fransk kok til Michelins madanmeldere: Hold jer væk

Det er et konstant pres at holde fast i tre stjerner, derfor vil fransk kok ikke med i næste michelinguide.

Den franske kok Michel Bras (til højre, red) ses her sammen med sin søn. Han har i dag bedt Michelin-guiden om at blive taget af madanmelder-menuen. / AFP PHOTO / PASCAL PAVANI (Foto: PASCAL Pavani © Scanpix)

Den franske stjernekok Sebastien Bras har bedt Michelins smagsdommere om at køre uden om hans restaurant, Le Suquet, i den franske by Laguiole.

Det er for stort et pres at skulle levere trestjernet kvalitet på hver eneste tallerken, som forlader køkkenet. Derfor siger den udmattede kok nu stop.

- Du bliver inspiceret to eller tre gange om året, men ved aldrig hvornår. Hver eneste ret, der ender på bordet, kan blive bedømt. Det betyder, at hver dag kan én af de 500 retter, der kommer fra køkkenet, blive vurderet, siger Sebastien Bras.

Han vil i stedet fokusere på at lave gourmetmad til restaurantens gæster frem for en mulig michelindommer.

- Måske bliver jeg mindre berømt af det, men det accepterer jeg, siger han og tilføjer, at menuen skal bjergtage gæsterne "uden at spekulere på, om retterne vil falde i Michelins smag".

Sebastien Bras har taget konsekvensen og bedt Michelin om ikke at bedømme ham i guiden for 2018.

Restauranten Le Suquet blev tildelt tre stjerner, der er det ypperste i michelinguiden, i 1999. Men nu er tiden altså inde til at begynde et nyt kapitel.

Første gang nogensinde

Michelin oplyser, at det er første gang, at en fransk kok har bedt om at blive droppet fra den gastronomiske guide, uden at årsagen bunder i en stor ændring i forretningen.

- Vi noterer og respekterer det, siger Claire Dorland Clauzel fra Michelin.

Hun tilføjer dog, at Sebastien Bras' anmodning ikke betyder, at Le Suquet vil blive fjernet automatisk fra gourmetguiden.

Bras er ikke den første stjernekok, der vender ryggen til Michelin. Det har en håndfuld andre restauratører også gjort det seneste årti.

/ritzau/AFP