Tema Krigen i Syrien

Trods meldinger om det modsatte: Ro i Syrien til morgen

Nattens skyderier er gået i sig selv igen, lyder det fra flere parter.

Det så fredeligt ud på gaden i Aleppo i går, inden våbenhvilen trådte i kraft. Store dele af byen er blevet bombet sønder og sammen i krigen. (Foto: Str © Scanpix)

Fredag morgen meldes der trods kampene mod Islamisk Stat om ro i Syrien.

Det londonbaserede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder og repræsentanter for oprørerne oplyser, at våbenhvilen ser ud til at holde.

Våbenhvilen er skrøbelig og blev brudt efter blot to timer, da der ifølge observatoriet opstod kampe. Ifølge overvågningsgruppen brød oprørere aftalen, da de overtog en position i provinsen Hama.

Få timer efter kamp-meldingerne oplyser gruppen dog, at "roen fortsætter" i hele landet.

Observatoriet har hovedkvarter i London. Den overvåger udviklingen i den syriske konflikt via et netværk i landet. Gruppen er en af de mest citerede kilder i forbindelse med udviklingen i krigen.

En talsmand for oprørsgruppen Jaish al-Nasr siger, at der "har været beskydninger i løbet af natten. Men det er stoppet, og indtil videre er situationen god.

Våbenhvilen trådte officielt i kraft klokken 23 torsdag aften dansk tid. Den er blevet beskrevet som et muligt gennembrud i den langvarige konflikt i Syrien.

Aftalen har dermed vakt et håb om, at der en dag kan komme fred i det hærgede land. Den er forhandlet på plads af Rusland og Tyrkiet, og USA byder våbenhvilen velkommen.

/ritzau/Reuters