Trump: Jeg har ingen skjulte optagelser af Comey

USA's præsident har tidligere antydet, at han havde optaget sine samtaler med nu fyret FBI-chef.

Der findes ingen optagelser af den amerikanske præsidents samtaler med tidligere FBI-leder James Comey. Det oplyser Donald Trump nu selv. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han ikke har nogen optagelser af sine samtaler med den tidligere FBI-leder James Comey.

Det skriver han på Twitter.

Trump har ellers i et tidligere tweet ladet forstå, at han måske have optaget sine samtaler med Comey i Det Hvide Hus.

Han skrev, at Comey hellere måtte håbe på, at han ikke er optaget på bånd.

- Jeg har ikke nogen idé om, hvorvidt der er "bånd" eller optagelser af mine samtaler med James Comey, men jeg lavede dem ikke, og jeg har ikke den slags optagelser, skriver han i et tweet torsdag.

Tidligere FBI-chef Comey har forklaret et senatsudvalg, at Trump forsøgte at aftvinge ham et løfte om loyalitet, og at han skulle undlade en efterforskning af den afsatte nationale sikkerhedsrådgiver Mike Flynn for hans forbindelser til Rusland.

Ved høringen i Senatet sagde Comey, at han håbede, der var lavet optagelser af samtalerne med præsidenten.

Trump fyrede Comey i sidste måned.

/ritzau/