Tema Nordkoreas missiltrussel

Trump langer ud efter Kina efter nordkoreansk missilaffyring

Den amerikanske præsident kritiserer Kina for at øge samhandlen med et kommunistisk diktatur.

USA's præsident, Donald Trump, er sammen med sin kone, Melania Trump, på vej til Polen, hvor han blandt andet skal holde tale inden G20-topmødet senere på ugen. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Det kinesiske styre ønsker åbenlyst ikke at samarbejde med amerikanerne om at lægge pres på det kommunistiske diktatur Nordkorea.

Det er budskabet fra den amerikanske præsident, Donald Trump, blot få dage før han skal møde sin kinesiske kollega, præsident Xi Jinping, til det store G20-topmøde i Tyskland.

I et nyt tweet påpeger han, at ”samhandlen mellem Kina og Nordkorea steg med næsten 40 procent i første kvartal”.

- Så meget for at Kina samarbejder med os – men vi blev nødt til at prøve det af, lyder det fra den amerikanske præsident, der dog ikke henviser til, hvor han har sine oplysninger fra.

I et andet tweet - som blev sendt få minutter før - peger han på, at USA har lavet ”nogle af de værste handelsaftaler i verdenshistorien.”

- Hvorfor skal vi fastholde disse aftaler med lande, som ikke ønsker at hjælpe os?, skriver Donald Trump - uden dog at nævne, hvilke konkrete lande han har i tankerne.

Anspændt forhold

Meldingen kommer, dagen efter at Nordkorea prøveaffyrede et missil, som ifølge amerikanske eksperter kan nå helt til den amerikanske delstat Alaska.

Det har endnu engang sat fokus på det højspændte forhold mellem Trump-administrationen og den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un.

Den amerikanske præsident har siden sin tiltrædelse i januar i år ført en hård kurs over for det kommunistiske diktatur, og han har flere gange presset på for, at Kina - som er Nordkoreas vigtigste allierede og største handelspartner - skal lægge ekstra pres på det hermetisk lukkede land.

- Det er svært at tro, at Sydkorea og Japan vil finde sig i dette meget længere. Måske vil Kina lægge et stort pres på Nordkorea og sætte en stopper for disse tåbeligheder en gang for alle, tweetede Donald Trump i går i kølvandet på missilaffyringen.

Nordkorea kommer ifølge avisen New York Times til at stå højt på dagsordenen, når verdens 20 største økonomier fredag og lørdag holder G20-topmøde i den nordtyske by Hamburg.

Den kinesiske regering har endnu ikke kommenteret meldingen fra den amerikanske præsident.