Trump-minister afgiver åben vidneforklaring i Rusland-sag

Justitsminister Jeff Sessions skal i dag forklare, hvad han ved om Ruslands indblanding i USA's præsidentvalg.

USA's justitsminister, Jeff Sessions, bliver i dag spurgt til sit forhold til russiske repræsentanter under valgkampen i 2016. (Foto: OLIVIER DOULIERY © Scanpix)

Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, vil i dag give vidneforklaring for åbne døre i forbindelse med en undersøgelse af mulig russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.

Senatets efterretningskomité vil efter alt at dømme spørge til Sessions forhold til russiske repræsentanter under valgkampen i 2016 samt om hans rolle i fyringen af FBI's nu forhenværende chef James Comey.

Det har længe været uklart, om Sessions ville give forklaring bag lukkede døre.

Men i går oplyste komitéens formand, republikaneren Richard Burr, at høringen vil være åben for offentligheden. En talskvinde fra Justitsministeriet siger, at Sessions havde bedt om en åben høring.

James Comey fortalte i sidste uge, at forbundspolitiet havde informationer om Sessions, der ville have gjort det 'problematisk' for justitsministeren at stå i spidsen for undersøgelsen om Ruslands rolle i valget.

Som justitsminister var det ellers Sessions, der var tiltænkt den rolle, men han erklærede sig selv inhabil.

Det skete, efter at medier havde skrevet, at Jeff Sessions havde holdt hemmelige møder med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kisljak.

Høringen i dag begynder klokken 20.30 dansk tid.

/ritzau/