Trump raser over anklager om russisk samarbejde

Den kommende præsident er blevet briefet om en ubekræftet privat efterretningsrapport, der ifølge amerikanske medier har cirkuleret i højstående politiske kredse i månedsvis.

Donald Trump, har fået et to siders referat fra af en ubekræftet rapport om russisk indblanding i valgkampen i sin seneste sikkerhedsbriefing. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Både den kommende og den siddende præsident, Donald Trump og Barack Obama, blev i sidste uge briefet om en privat efterretningsrapport, der blandt andet indeholder påstande om Ruslands indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Det skriver CNN, som ikke har kunne bekræfte indholdet i rapporten.

Anklagerne i briefingen hævder blandt andet, at russiske agenter skulle have været i besiddelse af kompromitterende private og økonomiske oplysninger om både Donald Trump og om Hillary Clinton, men at kun oplysningerne om Clinton blev lækket under valgkampen.

Samtidig indeholder den alvorlige anklager om, at der skulle være foregået en udveksling af informationer mellem medarbejdere for Trumps kampagne og udsendinge for den russiske regering under valgkampen.

Disse anklager blev ifølge CNN præsenteret for Kongressens ledere under fortrolige briefinger allerede i sidste år.

Ubekræftet og omstridt kilde

Den to sider lange briefing er blandt andet baseret på en 35 sider lang efterretningsrapport, som efter sigende skulle være udarbejdet af en tidligere ansat i den britiske efterretningstjeneste, MI6.

Vedkommende har ifølge CNN været udstationeret i Moskva i 1990'erne og driver i dag en privat efterretningsvirksomhed.

Rapporten blev ifølge CNN's kilder i første omgang bestilt og finansieret af republikanske modstandere af Trump og siden overtaget af demokratiske Clinton-støtter.

Rapportens indhold er dog ikke verificeret, hverken af CNN eller andre medier, der har forsøgt at få bekræftet oplysningerne. Samtidig indeholder den flere faktuelle fejl.

Ifølge CNN bliver den daværende efterretningsmedarbejders tidligere arbejde dog betragtet som troværdig af det amerikanske efterretningsvæsen. Af samme grund er oplysningerne blevet præsenteret for den kommende præsident.

Også Kongressens ledere er blevet briefet om rapportens indhold. Der er tale om de samme dokumenter, som senator John McCain gav til FBI-direktør James Comey i starten af december.

Cirkuleret i høje kredse

Den fortrolige briefing blev præsenteret for Trump af fire af landets førende efterretningschefer, nemlig James Comey fra FBI, John Brennan fra CIA, Mike Rogers fra NSA og James Clapper, som er chef for den nationale sikkerhed.

Ifølge CNN blev de omdiskuterede oplysninger inkluderet i sikkerhedsbriefingen, så Trump var klar over, at disse anklager mod ham cirkulerede blandt efterretningsfolk, men også medlemmer af Kongressen og andre embedsmænd i Washington.

Flere andre medier oplyser, at rapporten blev lækket for adskillige måneder siden, og at den har cirkuleret i de højere politiske lag i Washington siden i sommers.

"Falske nyheder"

Donald Trump har reageret offentligt på briefingen, som siden i nat har cirkuleret på internationale medier. Efter sædvane har den kommende amerikanske præsident givet sin mening til kende via sin Twitter-profil.

- Falske nyheder - en total politisk heksejagt, skriver Trump med store bogstaver.

Også Trumps rådgiver og tidligere kampagneleder, Kelly-Anne Conway, afviser anklagerne mod Trump.

Anklagerne kommer på dagen for Trumps første officielle pressemøde og kun 10 dage inden, han officielt overtager posten som USA's præsident.