Trump skærer igen i Obamacare

Demokratisk leder beskylder Trump for at være i færd med at flå det amerikanske sundhedssystem fra hinanden.

Trods flere forsøg er det foreløbig ikke lykkedes Republikanerne at få skrottet Obamacare, selv om de har flertal i kongressen. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, har torsdag underskrevet et dekret, som skal føre til ændringer i sundhedsforsikringer under Obamacare.

Ifølge Trump vil det give millioner af amerikanere mulighed for at købe billigere sundhedsforsikringer i andre delstater.

De billigere forsikringer vil ikke dække blandt andet barselsorlov, receptpligtig medicin eller behandling for psykiske lidelser eller afhængighed.

- Omkostningerne ved Obamacare har været så uhyrlige, at det ødelægger alt i dets kølvand, sagde Trump, da han underskrev dekretet torsdag.

Den demokratiske leder i Senatet, Chuck Schumer, beskylder Trump for "egenhændigt at flå vores sundhedssystem fra hinanden".

- Efter det mislykkedes for ham at få det (Obamacare, red.) afskaffet i Kongressen, saboterer præsidenten systemet, siger Schumer i en udtalelse.

Trump siger, at torsdagens dekret kun er "begyndelsen", og at der vil komme flere tiltag fra hans regering.

Men Trump kan risikerer et par juridiske udfordringer, inden hans tiltag om billigere forsikringer kan træde i kraft.

Sagen kort

  • Med Obamacare blev sygeforsikringer udbredt til omkring 20 millioner amerikanere, der ikke tidligere var forsikret.
  • Republikanerne har længe forsøgt helt at fjerne Obamacare, der var den demokratiske præsident Barack Obamas store sundhedsreform.
  • Trods flere forsøg er det foreløbig ikke lykkedes Republikanerne at få skrottet Obamacare, selv om de har flertal i kongressen.

/ritzau/Reuters