Trump-tale i Arizona trak tusindvis af demonstranter

Politiet var massivt tilstede og måtte skille Trump-kritikere og moddemonstranter i Phoenix, hvor præsident Donald Trump talte i aftes.

Politiet måtte adskille Trump-støtter og kritikere for at undgå sammenstød under demonstrationerne.

Tusindvis af demonstranter var mødt op uden for Phoenix Convention Center i den amerikanske delstat Arizona, hvor USA's præsident, Donald Trump, talte i aftes lokal tid.

De mange Trump-kritikere råbte blandt andet "skam, skam, skam" og "ingen Trump, ingen Ku Klux Klan, ingen fascister i USA", skriver nyhedsbureauet AP.

Over for demonstranterne stod tusindvis af Trump-støtter, der råbte slagord mod de fremmødte Trump-kritikere.

Politiet var massivt til stede, beretter CNN. Ifølge tv-stationen blev der ved med at komme demonstranter til stedet, mens præsidenten gennemførte sin tale.

Efter nogle episoder, hvor stemningen mellem præsidentens støtter og kritikere blev ophedet, måtte politiet adskille de to grupper, så de ikke stødte sammen.

Der opstod ikke alvorlige sammenstød hverken før eller under talen.

Donald Trump talte klokken 19 lokal tid (klokken 4 i Danmark, red).

Senatorer sagde nej tak til at deltage

Dermed så præsidenten stort på, at byens demokratiske borgmester, Greg Stanton, havde bedt præsidenten om ikke at tale i Phoenix kort tid efter problemerne i byen Charlottesville.

Charlottesville, der ligger i delstaten Virginia, blev tidligere på måneden ramt af voldsomme uroligheder.

Det skete, da en stor gruppe nynazister og højrenationale stødte sammen med moddemonstranter. En kvinde blev dræbt, og 19 personer blev såret i optøjerne.

Begge senatorer fra Arizona, der lige som Trump er republikanere, har takket nej til at deltage ved Trumps event.

Præsidenten er blevet kritiseret for, at han ikke har taget klar nok afstand fra højrenationalister.

Det afviste præsidenten under sin tale i Phoenix.

- Jeg tog afstand fra start. Det er de uærlige medier, der ikke skriver, når jeg tager afstand fra nationalister og nynazister, sagde Trump til stor jubel.

Trump er i Arizona, fordi han tidligere tirsdag besøgte byen Yuma, der ligger på grænsen til Mexico.

Det er blandt andet her, at Trump mener, at hans omtalte grænsemur vil hjælpe mod illegal indvandring.

Muren var en central del af Trumps kampagne frem mod præsidentvalget i fjor.

/ritzau/