Donald Trump bad en jødisk reporter om at sætte sig, inden han fik stillet sit spørgsmål færdig.

Reporteren Jake Turx fra Ami Magazine, et mindre online-medie med fokus på det jødiske samfund, var i gang med at stille et spørgsmål om, hvad Donald Trump ville gøre ved trusler mod jødiske centre i USA, da præsidenten afbrød ham, bad ham sætte sig ned og efterfølgende kaldte ham en løgner.

Det skete under Donald Trumps pressemøde i går aftes.

- Jeg beskylder ikke dig eller nogen i din administration for at være antisemitiske, understregede reporteren, inden han stillede sit spørgsmål, som Donald Trump efter kort tid afbrød:

- Se, han sagde, at han ville stille et simpelt, nemt spørgsmål, og det er det ikke, sagde Trump.

- Det er et vigtigt spørgsmål, fulgte reporteren op, men det affejede Donald Trump.

- Det er ikke et nemt spørgsmål. Ikke et fair spørgsmål. Sæt dig ned, jeg forstår dit spørgsmål, sagde den amerikanske præsident og fortsatte:

- Jeg er den mindst antisemitiske præsident, I nogensinde har set i hele jeres liv. For det andet; racisme. Jeg er den mindst racistiske person.

Inden Donald Trump gik videre til næste spørgsmål, nåede han at kalde Jake Turx for en løgner:

- Han løj om, at han ville stille et simpelt spørgsmål. Velkommen til mediernes verden. Jeg hader anklagen, og jeg hader spørgsmålet, sagde han.

Se pressemødet med Donald Trump i fuld længde:

Klik på play.