Tema Krigen i Syrien

Trump vil hjælpe indbyggerne i Syrien: Men Golfstaterne skal betale

USA skylder for mange penge væk til at kunne hjælpe i Syrien. Derfor vil Trump få Golfstaterne til at betale.

- Vi har problemer nok, ik’?

Sådan indledte Donald Trump sit indspark om Syrien fra talerstolen under sin sejrsturné, der er nået til Pennsylvania.

Lige nu bliver indbyggere i tusindvis evakueret fra den sønderbombede by Aleppo, og det er noget, der gør indtryk på Donald Trump.

- Når jeg ser, hvad der foregår i Syrien… Det er så trist. Det er så trist. Og vi er nødt til at hjælpe folk, sagde han blandt andet.

Donald Trump ønsker at hjælpe indbyggerne ved at bygge sikre områder, men han vil ikke betale for hjælpen.

- Og vi har Golfstaterne. De har ikke andet end penge. Vi har ingen penge. Vi skylder 20 billioner dollars væk, siger han.

Derfor virker løsningen for den kommende republikanske præsident lige til:

- Jeg vil få Golfstaterne til at give os en masse penge, og vi vil bygge og hjælpe med at bygge sikre zoner i Syrien, så indbyggerne kan få en chance, siger han.

Se klippet fra Donald Trumps tale i videoen i toppen af artiklen.