Trumps kæledægge fældet af interne magtkampe og seksuelle tilsvininger

OVERBLIK Anthony Scaramucci fik sparket af Trump, selv om præsidenten personligt havde hyret ham som kommunikationschef.

Anthony Scaramucci kom ind i Det Hvide Hus med store armbevægelser, men efter flere kontroversielle sager fik han sparket efter kun 11 dage. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

- Jeg er ikke som Steve Bannon. Jeg forsøger ikke at sutte mig selv.

- Reince (Priebus, red) er en fucking paranoid-skizofren, en paranoiker.

Disse to meget direkte svinere var adresseret til Trumps chefstrateg Steve Bannon og den nu afgående stabschef Reince Priebus og blev gengivet i det amerikanske medie New Yorker for fire dage siden. De opsigtsvækkende citater var begyndelsen på enden for Det Hvide Hus' kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, som måtte forlade sin post i går efter kun 11 dage i spidsen for præsident Trumps kommunikationshær.

Men selv om han blot nåede at være halvanden uge på posten, kan der nærmest skrives en mindre roman om, hvad der skete i den periode.

Herunder følger et kuriøst og spektaulært overblik over Scaramuccis korte karriere i Det Hvide Hus.

Blev hyret på trods af protester

Der skulle gå næsten et halvt år af Donald Trumps embedsperiode, før Anthony Scaramucci blev hevet ind i Det Hvide Hus 21. juli. 53-årige Scaramucci har haft en lang og glorværdig karriere på det amerikanske børsmarked og blev sidste år kåret som "Wall Streeter of the year" af mediet Yahoo.

Han var Trumps personlige valg og blev udvalgt på trods af advarsler og protester fra hans nærmeste rådgivere. Det gør det bare endnu mere overraskende, at han ryger ud så hurtigt.

PHILIP CHRISTIAN ULRICH, KONGRESSEN.COM

Ifølge flere amerikanske medier var han fra begyndelsen Donald Trumps foretrukne mand til posten, men blandt flere topfolk i administrationen var begejstringen en helt anden.

Trumps pressetalsmand i tykt og tyndt, Sean Spicer, havde angiveligt advaret sin chef om at hyre Scaramucci. Men Trump valgte at gå imod Spicer.

Få timer før udnævnelsen af Scaramucci valgte Trumps pressetalsmand derfor at tage sit gode tøj og liste ud af bagdøren i Det Hvide Hus, har flere amerikanske medier beskrevet.

Ifølge Philip Christian Ulrich, der er udenrigsredaktør på Kongressen.com, der beskæftiger sig med amerikansk politik, gik Donald Trump lodret mod alle råd, da han hyrede Scaramucci.

- Han var Trumps personlige valg og blev udvalgt på trods af advarsler og protester fra hans nærmeste rådgivere. Det gør det bare endnu mere overraskende, at han ryger ud så hurtigt, siger han.

Sean Spicer var pressetalsmand for præsidenten gennem et halvt år, og hans daglige pressebriefinger førte flere gange med heftige diskussioner med de fremmødte journalister. (Foto: Nicholas KAMM © Scanpix)

Slettede Trump-kritiske tweets

​Efter blot to dage i Det Hvide Hus fik den nyudnævnte kommunikationschef sin første møgsag. Flere amerikanske medier - heriblandt Washington Post - kunne fortælle, at Scaramucci efter sin udnævnelse havde slettet flere Twitter-opslag.

Heri havde han under valgkampen i fjor blandt andet beskrevet Hillary Clinton som 'utrolig kompetent'. Desuden havde han udtrykt holdninger, der er direkte i modstrid med den politik, Donald Trump forsøger at gennemføre.

- Mure virker ikke. Har aldrig gjort og kommer aldrig til det, skrev han i et nu slettet tweet fra 2015 ifølge Washington Post, som altså direkte går i mod Trump-administrationens planer om at bygge en mur ved grænsen til Mexico.

Anthony Scaramucci havde dog allerede dagen inden forklaret, at han ville luge ud i sin Twitter-profil.

- Fuld gennemsigtighed: Jeg sletter gamle tweets. Tidligere synspunkter har udviklet sig og skal ikke være en distraktion, skrev han dagen efter sin indsættelse på netop Twitter.

'Jeg sutter ikke min egen pik'

Det er ikke nogen hemmelighed, at fortrolige oplysninger fra Det Hvide Hus siver hurtigere ud på forsiden af de amerikanske medier hurtigere, end Donald Trump kan nå at råbe 'Fake News!'.

Blandt andet CNN, The New York Times og Washington Post citerer ofte kilder i Det Hvide Hus, når det omhandler kompromitterende historier om Trump-administrationen.

Reince (Priebus, red) er en fucking paranoid-skizofren, en paranoiker.

Anthony scaramucci i New yorker

Men det ville Anthony Scaramucci sætte en stopper for, og han var sikker på, at manden bag de mange læk var Trumps nu tidligere stabschef Reince Priebus.

Så efter at journalisten Ryan Lizza fra magasinet New Yorker havde tweetet om et møde i Det Hvide Hus mellem Trump og to journalister fra Fox News, havde Scaramucci fået nok.

Han ringede nemlig Ryan Liazza op for at få ham til at fortælle, hvem hans kilde var til oplysningerne. Det nægtede New Yorker-journalisten, og herefter udviklede sig en bizar samtale, som Liazza senere refererede i en længere artikel.

Her forklarede Lizza, at kommunikationschefen blandt andet langede ud efter Reince Priebus, som han forudsagde snart var fortid i Det Hvide Hus.

Jeg bruger nogle gange et farverigt sprog. Det vil jeg lade være med i denne sammenhæng, men jeg vil ikke opgive min indædte kamp for Trumps dagsorden.

Scaramucci på Twitter

- Reince (Priebus, red) er en fucking paranoid-skizofren, en paranoiker.

Også Donald Trumps chefstrateg Steve Bannon fik en tur.

- Jeg er ikke som Steve Bannon. Jeg forsøger ikke at sutte min egen pik. Jeg forsøger ikke at bruge præsidenten til at udbygge mit eget brand. Jeg er her for at tjene landet, sagde Scaramucci, der også truede med at fyre hele kommunikationsafdelingen, hvis ikke han fik at vide, hvem journalistens kilde var.

Scaramucci var efter artiklens udgivelse ude at moderere sine udtalelser på Twitter.

- Jeg bruger nogle gange et farverigt sprog. Det vil jeg lade være med i denne sammenhæng, men jeg vil ikke opgive min indædte kamp for Trumps dagsorden.

Trumps chefstrateg, Steve Bannon, fik noget af et fur af Anthony Scaramucci. Han har ikke selv udtalt sig om kommunikationschefens udtalelser. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Magtkamp mod ny stabschef?

Scaramucci fik ret i en af sine forudsigelser. Stabschef Reince Priebus, som heller aldrig var Trumps yndling, gik nemlig af fredag aften og blev erstattet af John Kelly, der hidtil havde været minister for indenlandsk sikkerhed og hermed en af spydspidserne i Trumps kamp for et midlertidigt indrejseforbud.

Det kunne sagtens tænkes, at spørgsmålet er om fyringen af Scaramucci var den del af aftalen mellem Kelly og Trump, hvis Kelly skulle tage jobbet som ny stabschef.

Philip christian ulrich, kongressen.com

Ifølge CNN var det dog bestemt ikke til Scaramuccis fordel, at John Kelly blev udnævnt. Kelly var nemlig utilfreds med, at kommunikationschefen havde sagt, at han ønskede at referere direkte til Donald Trump og ikke til ham.

Det fik angiveligt John Kelly til at kræve, at Scaramucci skulle ud, hvis han skulle tage imod tilbuddet om at blive stabschef.

USA-ekspert Philip Christian Ulrich finder det meget sandsynligt, at det er netop Kelly, som har banket det sidste søm i Scaramuccis ligkiste.

- Kelly er den lidt mere konservative del af Trumps hold. Han er tidligere firestjernet general i det amerikanske marinekorps, så det er nogle mere konservative værdier, der præger John Kelly, som ikke er forenelige med den måde Scaramucci har opført sig på, siger han og fortsætter:

- Det kunne sagtens tænkes, at spørgsmålet er om fyringen af Scaramucci var en del af aftalen mellem Kelly og Trump, hvis Kelly skulle tage jobbet som ny stabschef.

Donald Trump præsenterede i går John Kelly som ny stabschef.

Det forklarer de om fyringen

Da fyringen af Scaramucci blev officiel i aftes begyndte amerikanske medier straks at spekulere over, om det var det kontroversielle interview med The New Yorker, som havde fået Trump til at miste tålmodigheden med sin kommunikationschef.

På et pressemøde i nat satte præsidentens talskvinde, Sarah Huckabee, yderligere ild til den næring.

Helt grundlæggende er Scaramucci kommet med nogle udtalelser, som simpelthen er for kontroversielle i forhold til, at han er kommunikationsdirektør for Det Hvide Hus.

PHILIP CHRISTIAN ULRICH, KONGRESSEN.COM

- Præsidenten følte bestemt, at Anthonys (Scaramucci, red) kommentarer var upassende for en person i den position, og han ønskede ikke at belaste general Kelly, sagde Huckabee.

Huckabees udtalelser var dog ikke helt i tråd med den officielle udmelding fra Det Hvide Hus, hvor det lød, at kommunikationschefen selv havde taget beslutningen.

- Anthony Scaramucci forlader sit job som kommunikationschef i Det Hvide Hus. Hr. Scaramucci følte, at det ville være bedst at vaske tavlen ren, så stabschef John Kelly kan samle sit eget hold, lød begrundelsen fra Det Hvide Hus.

Ifølge Philip Christian Ulrich er der mest, der tyder på, at Scaramucci blev presset ud.

- Han blev historien, og det må du ikke i Det Hvide Hus. Det er nok grunden til, at Trump har valgt at komme af med ham så hurtigt. Det skal enten handle om præsidenten eller hans agenda, og det gjorde det ikke altid med Scaramucci, som selv stjal dagsordenen.

- Helt grundlæggende er Scaramucci kommet med nogle udtalelser, som simpelthen er for kontroversielle i forhold til, at han er kommunikationsdirektør for Det Hvide Hus, siger eksperten.

Anthony Scaramucci har ikke selv kommenteret sin fratrædelse.

Donald Trumps pressetalskvinde, Sarah Huckabee Sanders, holdt i går et pressmøde i Det Hvide Hus, hvor han svarede på spørgsmål om afskedigelsen af Anthony Scaramucci.

Donald Trumps pressetalskvinde, Sarah Huckabee Sanders, holdt i går et pressmøde i Det Hvide Hus, hvor hun svarede på spørgsmål om afskedigelsen af Anthony Scaramucci.

Hvor stiller det Trump-administrationen?

Fyringen af Anthony Scaramucci er langt fra den første i Trumps seks måneder korte embedsperiode. I løbet af det foregående halve år har han blandt andet fyret sin nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, FBI-chef James Comey og i fredags altså stabschef Reince Priebus.

Desuden har flere topfolk selv valgt at forlade deres stillinger, ligesom justitsminister Jeff Sessions hænger i en tynd tråd, efter han har erklæret sig inhabil i Rusland-undersøgelsen, som han ellers skulle have stået i spidsen for.

Men fyringen af Scaramucci er ikke entydigt dårligt nyt for Trump, forklarer Philip Christian Ulrich.

- Lige nu er det et billede af en administration, der er i kaos, men det kan jo også være med til at stabilisere Det Hvide Hus, at Scaramucci bliver smidt ud. På den korte bane ser det kaotisk ud, men det kan lette på længere sigt.

- Scaramucci var et meget mærkeligt valg, og der var ikke nogen, der kunne se, hvad han havde af erfaring, og hvad han skulle bidrage med i Det Hvide Hus. Hans korte karriere som kommunikationsdirektør har bare understreget det, siger Philip Christian Ulrich.