Trumps mand forstår Nato-frygt for farligt Rusland

Rusland har på brutal vis krænket folkeretten i Ukraine, siger Rex Tillerson under høring i Senatet.

USA's kommende præsident, Donald Trump, har peget på Rex Tillerson som sit valg til udenrigsminister - i dag skal han igennem sin godkendelseshøring i Senatet. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

De 27 allierede i Nato har grund til at frygte Rusland, siger den nominerede til posten som USA's udenrigsminister under sin godkendelseshøring i Senatet.

- I dag er Rusland en trussel, siger Tillerson.

Og allierede i Nato har "ret til at være foruroligede" over Rusland, lyder det.

Han slår fast, at Rusland har invaderet Ukraine, og han kritiserer landet for annekteringen af den ukrainske halvø Krim i 2014.

På et spørgsmål fra senator Ben Cardin svarer Tillerson, at han ikke mener, at Rusland har "ret til Krim".

Der er tale om brutale krænkelser af folkeretten, siger Rex Tillerson.

Den nominerede langer hårdt ud efter Barack Obamas regering med hensyn til den udenrigspolitiske linje de seneste år.

Indirekte kritiserer han USA's rolle i Syrien, hvor Obama for nogle år siden sagde, at brugen af giftgasser var "en rød linje".

USA "truede med røde linjer", men det blev "vendt til grønne lys", konstaterer Tillerson i en indledende bemærkning.

Under sin tale siger Tillerson, at USA er den eneste stormagt i verden, der har det moralske kompas til at lede globalt.

Men USA har trukket sig tilbage de seneste årtier, og det har sået tvivl om det amerikanske lederskab.

/ritzau/