Tema Krigen i Syrien

Tyrkiet og USA vil måske angribe Raqqa sammen

Ifølge Tyrkiets præsident har Tyrkiet og USA planer om sammen at nedkæmpe IS i Raqqa i det nordlige Syrien.

En IS-tilhænger i Raqqa, som er terrorgruppens hovedkvarter. Nu vil Tyrkiet og USA sammen forsøge at nedkæmpe IS. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har antydet, at Ankara og USA er parat til sammen at nedkæmpe Islamisk Stat (IS) i gruppens hovedkvarter i Raqqa i det nordlige Syrien.

Erdogan siger, at den amerikanske præsident, Barack Obama, fremlagde ideen om fælles handling, da de mødtes ved G20-topmødet i Kina. Den tyrkiske leder siger, at Ankara "ikke har noget problem" med et sådant militært samarbejde.

I sidste måned indledte Tyrkiet en militær operation i Tyrkiet for at nedkæmpe både Islamisk Stat og kurdiske oprørere i nærheden af dets grænser.

Det amerikanske udenrigsministerium vil ikke bekræfte detaljer i udtalelserne fra Erdogan, men anonyme kilder i Washington pointerer, at det er vigtigt, at "lokale styrker" tager del i kampene, som skal tilføje IS "et endeligt nederlag".

Den tyrkiske vicepremierminister Nurettin Canikli siger, at tyrkiske styrker måske vil trænge dybere ind i Syrien efter at have sikret stabilitet i grænseområderne.

Det menes, at der stadig bor mellem 250.000 og en 500.000 mennesker i byen. Der har været mange rapporter om Islamisk Stats brutale undertrykkelse af civile.

/ritzau/