Tysk finansminister: Vi vil græde ved et britisk EU-farvel

Tysklands finansminister advarer om et mere ustabilt EU, hvis Storbritannien forlader EU efter afstemning.

- Jeg mener, at Storbritannien ville risikere, at det kontinentale Europa ville blive mindre stabilt og mere svingende, sagde den tyske finansminister i dag. (Foto: Justin Tallis © Scanpix)

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, siger, at han vil græde, hvis Storbritannien stemmer for at forlade EU ved en folkeafstemning den 23. juni.

- Vi ville græde, hvis det skete, siger Schaüble.

Han advarer om, at EU vil blive mere ustabilt og mindre konkurrencedygtigt uden briterne.

- Jeg mener, at Storbritannien ville risikere, at det kontinentale Europa ville blive mindre stabilt og mere svingende.

Schäuble fremsatte udtalelsen ved et møde for erhvervsledere i London torsdag. Hans britiske kollega, George Osborne, som også deltog i mødet og havde drøftelser med den tyske finansminister om folkeafstemningen, siger, at et britisk farvel til EU vil medføre det værste fra begge verdener.

- Britiske virksomheder har i dag adgang til det største frie marked i verden, og mange briters arbejde og indtjening er baseret på det, siger Osborne.

Den britiske bilindustri gjorde det torsdag klart, at den støtter tilhængerne af EU.

Foreningen for bilproducenter og bilforhandlere (Smmt) siger, at tre ud af fire af deres medlemmer mener, at det er bedst at blive i EU.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube