Tysk indenrigsminsterium: 18 ud af 31 afhørte efter Køln-angreb er asylansøgere

Mindst 121 kvinder har indgivet anmeldelser om tyverier og seksuelle overgreb begået i Køln nytårsnat.

Op mod 1.000 personer var samlet foran Kølns hovedbanegård nytårsnat, da de mange overfald fandt sted. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

Blandt de 31 personer, der blev udspurgt af politiet efter omfattende seksuelle overgreb og tyverier, der fandt sted i Køln nytårsnat, er 18 asylansøgere.

Det oplyser talsmand for det tyske indenrigsministerium, Tobias Plate, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det drejer sig om asylansøgere fra Algeriet, Marokko, Iran og Syrien. Også to tyske statsborgere, en iraker og en serber, samt en amerikansk statsborger er blandt de, der blev afhørt nytårsnat.

Størstedelen af de 32 lovovertrædelser, som blev registreret i forbindelse med afhøringerne af disse personer, tager ifølge Plate form af tyveri og fysiske overgreb. Tre personer er sat i forbindelse med seksuelle overgreb.

Der er endnu ikke foretaget nogle anholdelser.

121 kvinder har indtil videre indgivet politianmeldelser om tyverier og grove seksuelle overgreb begået af grupper af unge mænd i området omkring Kølns hovedbanegård og domkirke.

To kvinder har indgivet anmeldelser om voldtægt.

Den tyske regering meldte i går ud, at såfremt der er asylansøgere blandt gerningsmændene til de voldsomme angreb, vil de risikere udvisning af Tyskland.

Sagen kort

  • Nytårsaften var op mod 1.000 personer forsamlet omkring Kølns domkirke og hovedbanegård.
  • Her blev flere kvinder udsat for voldsomme tyverier og seksuelle overgreb.
  • En talsmand for Kølns politi siger til CNN, at der er modtaget mere end 121 anmeldelser – heriblandt to om voldtægt.
  • 16 mistænkte fra chikanen er blevet identificeret, men ingen sigtet, lyder det fra talsmanden.
  • Politichef Wolfgang Albers har beskrevet gerningsmændene som mænd mellem 18 og 35 af "nordafrikansk og arabisk udseende".
  • Kølns borgmester, Henriette Reker, har advaret mod at drage forhastede konklusioner om gerningsmændene.
  • Der fandt også adskillige overgreb sted af samme type i andre tyske og europæiske byer nytårsnat, blandt andet i Hamburg, hvor der er indgivet 70 politianmeldelser.

Den tyske regering meldte i går ud, at såfremt der er asylansøgere blandt gerningsmændene, vil de risikere udvisning af Tyskland.

Opslået af DR Nyheder på 8. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube