Tysk justitsminister: Seksuel vold i Köln var forberedt

De flere hundrede overgreb på kvinder nytårsaften i Köln må have været organiseret, mener tysk minister.

Billedet her er fra nytårsnat, hvor flere hundrede kvinder har anmeldt, at de blev overfaldet og seksuelt forulempet foran Hovedbanegården i Köln. (Foto: MARKUS BOEHM © Scanpix)

Den tyske justitsminister, Heiko Maas, siger, at der må være sket en form for "forberedelse eller afstemning" af overgrebene i Köln nytårsaften, da hundredvis af mænd overfaldt og forulempede et stort antal kvinder.

Maas siger ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel til Bild am Sonntag, at angrebene var "organiseret" - både i Köln og i forbundsrepublikken som helhed.

- Ingen skal sige til mig, at det ikke var afstemt eller forberedt, siger Mass.

Mass har samtidig understreget over for Bild am Sonntag, at det er meget vigtigt, at "vi hurtigt opklarer, hvordan disse afskyelige handlinger kunne finde sted".

Justitsministeren udelukker heller ikke, at der er en sammenhæng mellem angrebene på kvinder i forskellige byer.

Mass er nu ved at undersøge om det er muligt at sende kriminelle asylansøgere hjem.

- Hvis det ikke er muligt, så vil vi foreslå, at det bliver det, siger han.

Politiet i Köln meddelte lørdag ifølge nyhedsbureauet dpa, at det efterforsker 379 sager fra 31. december. Antallet er markant højere end de 170 anmeldelser, politiet oprindeligt havde sagt, at man havde modtaget.

Omkring halvdelen af sagerne omhandler seksuelle overgreb af forskellig karakter. Andre handler om vold og tyverier.

Ifølge myndighederne i byen er hovedparten af de mistænkte illegale migranter og asylansøgere.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube