Tysk Super-søndag er skæbnens time for Angela Merkel

ANALYSE: I dag afsiger 13 millioner tyske vælgere dom over kansler Merkels asylpolitik.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Når indbyggerne i tre tyske delstater i dag går til valg, så handler det om meget mere end lokalpolitik. Det handler om Angela Merkels fremtid som kansler.

For første gang i flygtningekrisen har tyske vælgere nemlig mulighed for at fælde dom over kanslerens asylpolitik.

Sætter de krydset ved Merkels konservative parti CDU, er det også en anerkendelse af hendes fastholden i åbne grænser og åbne arme overfor flygtninge og migranter. Sætter vælgerne i stedet krydset ud for Alternative für Deutschland (AfD) - Tysklands nye, indvandrer- og islamkritiske højreparti - så sætter de også kryds ved krav om lukkede grænser og en langt hårdere asylpolitik.

Kanonvalg til AfD

De seneste målinger spår, at Merkels CDU mister stemmer i to delstater, Sachsen-Anhalt og Baden-Württemberg, og holder skansen i den tredje, Rheinland-Pfalz.

Meningsmålinger

Alternative für Deutschland (AfD):

  • Baden-Württemberg: 11 procent
  • Rheinland-Pfalz: 9 procent
  • Sachsen-Anhalt: 18 procent

Kilde: wahlrecht.de

AfD står til gengæld til et kanonvalg med en vælgertilslutning på mellem 10 og 20 procent. Hvis målingerne holder stik, vil det være et imponerende resultat for et parti, der kun har eksisteret i små tre år, som sidste år lå under spærregrænsen, og som i øvrigt regnes for det dårlige selskab i tysk politik.

Hvis prognoserne bliver til virkelighed, så kan det læses som et gult kort til Angela Merkels flygtningepolitik.

De politiske kommentatorer i ind- og udland har længe vurderet, at kansleren så vil blive nødt til at lægge en strammere kurs.

"Hvis prognoserne bliver til virkelighed, så kan det læses som et gult kort til Angela Merkels flygtningepolitik."

I de forgangne måneder har de spekuleret i, om hun i givet fald vil indføre kvoter for, hvor mange flygtninge og migranter, der dagligt må komme ind i Tyskland, altså en delvis lukning af grænserne. De har overvejet, om Merkel vil presse på for at smide Grækenland ud af Schengen-samarbejdet for på den måde at bremse strømmen af flygtninge og migranter på balkanruten.

Åbent oprør

Eksperterne har været stort set enige om, at Angela Merkel i hvert fald bliver nødt til at gøre et eller andet, hvis AfD bliver sejrherrer i delstatsvalgene. Ellers - sådan har spådommen lydt - vil kanslerens parti meget sandsynligt vende sig mod hende.

Vreden over hendes åbne asylpolitik er vokset støt, siden Merkel åbnede grænserne i september. Og hvis CDU lider store tab denne Super-søndag, så kan det betyde åbent oprør mod kansleren. Hun kan blive væltet eller forhindret i at genopstille til næste års valg til Forbundsdagen.

I teorien.

I praksis er virkeligheden måske ved at overhale spådommene. Og måske har eksperterne overvurderet delstatsvalgenes betydning. Eller undervurderet Angela Merkels politiske instinkt.

Flere ting tyder på, at "Mutti", som tyskerne kalder Merkel, meget vel kan og vil overleve Supersøndagen:

Selvom 8 ud af 10 tyskere er utilfredse med regeringens håndtering af flygtningekrisen, så mener et flertal samtidig, at problemerne skal løses på europæisk plan – og ikke nationalt, idet man f.eks. lukker grænserne. Og her har Angela Merkel lagt sig i selen for at finde en løsning med Tyrkiet som partner. Aftalen er langt fra i hus, men lige nu er det Merkels indsats, der tæller.

Den tyske regering har for nylig vedtaget en ny asylpakke med en række stramninger. Merkel og hendes regeringspartnere har altså sendt et vigtigt signal om, at de forstår tyskernes utilfredshed, og er i fuld gang med at justere kursen i den omstridte asylpolitik.

Popularitet vokser

Det ovenstående kan være forklaringen på, at kanslerens popularitet igen vokser efter et dramatisk fald på otte procentpoint i begyndelsen af året. Og hvis der er noget, der skruer kanslertaburetten fast i gulvet, så er det popularitet.

Samtidig sker der andre ting, der spiller i Angela Merkels favør:

Landene på Balkan-ruten har så at sige gjort det beskidte arbejde for den tyske kansler og har lukket deres grænser. Dermed er strømmen af flygtninge og migranter blevet bremset, og der kommer nu langt færre til Tyskland end hidtil. Og det kan give tyskerne en fornemmelse af, at det værste er overstået.

Forud for Super-søndag er de konservative kandidater Julia Klöckner (Rheinland-Pfalz) og Guido Wolf (Baden-Württemberg) gået til valg på at tage afstand til Angela Merkel og hendes asylpolitik. Men det har de ikke scoret ikke flere stemmer på, tværtimod. Og det kan vise kritikerne i Merkels parti, at oprør ikke betaler sig.

"I morgen vil Angela Merkel meget sandsynligt have mestret endnu en krise med skindet på næsen. "

Skindet på næsen

Når denne Super-søndag ender, og resultaterne aftegner sig, så starter kampen om, hvordan udfaldet skal læses.

Og det er denne korrespondents opfattelse, at Angela Merkel og hendes støtter nok skal fastslå, at valget ville være gået meget værre for CDU, hvis det ikke havde været for Muttis snarrådighed. At hun er og bliver tyskernes kansler, og at der ikke er noget at komme efter for partifæller med oprør i tankerne.

I morgen vil Angela Merkel meget sandsynligt have mestret endnu en krise med skindet på næsen.

I dag afsiger 13 millioner vælgere dom over kansler Merkels asylpolitik på den tyske "Super-Sonntag." - Flere ting...

Opslået af DR Nyheder på 13. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube