Tyske asylkritikere går frem i valg og Merkel får smæk

Forbundskansleren får smæk i delstaten Hessen, og det kan være forvarsel om flere klø i næste weekend.

Forbundskansler Merkels konservative regeringsparti får smæk. (Foto: Laurent Dubrule © Scanpix)

Det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland, AfD, fejrer mandag en betydelig sejr efter søndagens kommunalvalg i Hessen.

Forbundskansler Merkels konservative regeringsparti får smæk i valget, der blev afviklet før valg i yderligere tre delstater næste weekend.

- Det er, hvad man kalder et jordskred, skriver Frauke Petry, en af partiets to ledere, på Twitter.

AfD kritiserer den tyske regerings asylpolitik. Petry vakte tidligere på året stor opsigt med en udmelding om, at myndighederne bør skyde migranter, hvis de illegalt krydser grænsen til Tyskland.

Alternative für Deutschland ser ud til at blive tredjestørst i Hessen med 13,2 procent af stemmerne, viser de foreløbige optællinger.

Omvendt fik Angela Merkels parti, CDU, et dårligt valg. Det kan være et bekymrende forvarsel om yderligere problemer, når vælgerne i Baden-Württemberg, Rheinland-Pfalz og Sachsen-Anhalt stemmer senere på ugen.

CSU ser ifølge valgkommissionen ud til at gå 5,5 procentpoint tilbage til 28,2 procent. Socialdemokraterne bliver næststørst i Hessen med 28 procent.

Valgdeltagelsen ved søndagens valg var lav. Den lander lige under 50 procent.

/ritzau/dpa

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube