Tyske myndigheder advarer forældre: Populær legetøjsdukke skal smides ud

En interaktiv legetøjsdukke kan hackes, og derfor skal forældrene destruere den, mener de tyske myndigheder.

”My Friend Cayla” har været på markedet i flere år, og den kan også købes i Danmark. (Foto: Rob Stothard © 2014 Getty Images)

Hvis der er tyske børn, der har den interaktive legetøjsdukke ”My Friend Cayla” liggende hjemme på børneværelset, skal de hurtigst muligt skille sig af med den. Sådan lyder opfordringen fra de tyske myndigheder.

Det er nemlig muligt for udefrakommende at hacke den populære dukke, som kan kobles på internettet via en indbygget bluetooth-funktion og derved aflytte ejermanden og få adgang til personlige oplysninger.

Det er i strid med den tyske telelovgivning, og derfor beder det tyske Bundesnetzagentur, der er en styrelse under landets Økonomi- og Teknologiministerium, som blandt andet tager sig af telekommunikation, nu forældre om at destruere dukken.

Det er underordnet, hvad udstyret er gemt i. Det kan være et askebæger eller en brandalarm.

talsmand for det tyske Bundesnetzagentur

Det skriver BBC.

Ulovlig optageudstyr

”Cayla” har været på markedet i flere år, og den kan også købes i Danmark.

Når dukken er forbundet til internettet, kan hun svare på spørgsmål fra børnene om alt fra matematik og geografi til vejret og berømtheder.

Men det er denne bluetooth-forbindelse, som ifølge de tyske myndigheder er usikker, og derfor er det muligt for andre at koble sig på den. Men ifølge tysk telelovgivning er skjulte sendeudstyr ulovligt, og den kategori falder ”Cayla” nu ind under.

- Det er underordnet, hvad udstyret er gemt i. Det kan være et askebæger eller en brandalarm, udtaler en talsperson for styrelsen ifølge BBC.

Dansk advarsel

Det har ikke været muligt for det britiske medie at få en kommentar fra Genesis Toys, der producerer dukken.

Men allerede sidste år kom det frem, at udefrakommende kunne koble sig på dukken og tale direkte til børnene, hvis de befandt sig inden for en radius af ti meter.

Virksomheden udnytter fortroligheden mellem barnet og dukken. Børn har ikke de kritiske parader oppe, når deres dukke taler.

Anette Høyrup, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk

Derudover kunne det norske Forbrukerrådet sidste år afsløre, at dukkerne både aflyttede deres ejermænd og reklamerede for produkter, som børn er interesseret i.

Det fik Forbrugerrådet Tænk i Danmark til at advare mod dukkerne.

- Virksomheden udnytter fortroligheden mellem barnet og dukken. Børn har ikke de kritiske parader oppe, når deres dukke taler, så virksomheden får deres markedsføring direkte ind i børneværelset, sagde Anette Høyrup, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, sidste år til Ritzau.

Det har ikke været muligt at få en opfølgende kommentar fra Anette Høyrup, da hun er på ferie.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube