Tyskerne køber våben til selvforsvar i stor stil

Salg af blandt andet peberspray eksploderer i Tyskland. Politiet advarer mod falsk følelse af sikkerhed.

I Tyskland er våben til selvforsvar blevet populære og alene i januar er der i Flensborg blevet udstedt lige så mange våbentilladelser som hele sidste år. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Et stærkt stigende antal private personer i Tyskland forsyner sig nu med våben til selvforsvar, skriver Flensborg Avis.

Alene i januar er der i Flensborg blevet udstedt 23 våbentilladelser, der giver ret til at have skræmmepistoler og lignende våben på sig.

Der er allerede nu bevilget flere i denne måned end i hele sidste år, siger Clemens Teschendorf, talsmand for Flensborg kommune til avisen.

Men det er ikke kun i Flensborg, at folk vil have våben til selvforsvar. Fra hele Tyskland meldes der om et markant stigende antal våbentilladelser.

Rift om peberspray og skræmmepistoler

En våbenforhandler fra Lübeck oplyser, at hans salg af mindre våben til selvforsvar er 20-doblet. Og Flensborgs våbenhandler Clauberg meddeler, at peberspray og skræmmepistoler nærmest er udsolgt.

Hverken kommunen eller politiet vil komme med et bud på, hvorfor befolkningen pludselig anskaffer sig så mange våben til selvforsvar.

- Grundlæggende er vi imod, at borgerne bevæbner sig for at kunne forsvare sig selv, siger Franziska Jurga fra politiet i Flensborg til Flensborg Avis.

- Det er trods alt stadig kun politiet, der må udøve vold. Og man må heller ikke glemme, at det kan provokere andre og være med til at forværre en situation, hvis private går med våben, tilføjer Franziska Jurga.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube