Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledningen til Tyrkiet efter selvmordsbombe

Rejser til landet frarådes ikke, men terrorrisikoen bliver fremhævet.

Tyrkisk politi arbejder på stedet, hvor dagens angreb fandt sted. (Foto: HUSEYIN ALDEMIR © Scanpix)

Der er ingen danskere blandt de sårede og dræbte efter dagens selvmordsbombe i den tyrkiske storby Istanbul.

Det oplyser Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice. Han har sine oplysninger fra guvernørens kontor i Istanbul.

Dagens selvmordsbombe, som kommer oven på en række andre angreb i blandt andet Istanbul og hovedstaden Ankara, får dog Udenrigsministeriets Borgerservice til at ændre rejsevejledningen til Tyrkiet, siger Ole Egberg Mikkelsen.

- Vi understreger i den nyeste rejsevejledning, at der er risiko for terrorangreb i landet, og vi giver det råd, at danskere bør holde sig fra - eller i hvert fald minimere - deres ophold på stærkt befærdede områder og ved turiststeder, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Danskere kan holde sig orienteret via app

Fem blev dræbt og flere såret, da en selvmordsbombe tidligere i dag gik af i en travl shoppinggade i Istanbul.

- Det, vi har set i dag, viser, at der er særlig risiko for angreb på disse stærk befærdede steder, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Han opfordrer derfor alle danskere, der befinder sig i Istanbul, eller som har planer om at rejse til den tyrkiske storby om at downloade app'en "Rejseklar" fra Udenrigsministeriets Borgersevice og holde sig orienteret om rejsevejledninger herigennem.

Tidligere på måneden blev 37 dræbt, da en bilbombe eksploderede i Ankara.

Det kan du gøre, hvis du er i Istanbul:

  • Udenrigsministeriet opfordrer danskere til at downloade app'en Rejseklar, registrere sig på danskerlisten og holde sig orienteret om den lokale udvikling i Istanbul og de andre steder, som danskere besøger i Tyrkiet.
  • Hvis man er i Istanbul som dansker i øjeblikket og har pårørende i Danmark, råder ministeriet til, at man sender en sms, ringer hjem eller skriver en opdatering på sociale medier, om at man er i god behold, da bekymrede pårørende ringer til ministeriets globale vagtcenter.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube