Udmattelseskrig tærer på presset syrisk regeringshær

Syriens regeringshær taber terræn flere steder i landet. DR har været med ved fronten.

En syrisk soldat kigger ud gennem et lille hul i en mur af sandsække i en forstad til Damaskus.

- Er der noget? spørger hans overordnede, inden soldaten trykker på aftrækkeren og et skud brager ud af riflen.

Vi er i Qaboun-forstaden til Damaskus, hvor forskellige oprørsgrupper har kæmpet mod den syriske hær i tre år, uden at nogen af siderne har kunnet rykke meget ved fronten.

Den går stadig ved en sønderbombet vej, hvor sammenstyrtede boliger og murbrokker ses overalt. Midt på vejen fosser vand ud af et sprængt vandrør, som stikker lodret op fra gaden.

- Vi er kun fem meter fra hinanden. Det er kun vejen, der skiller os. Jeg skyder ud gennem hullet her, og så skyder de tilbage gennem vinduet, siger en snigskytte fra den syriske hær, som ikke vil have sit navn frem.

Udsigten fra et af snigskytternes huller i Damaskus-forstaden Qaboun. Gaderne er sønderbombede efter tre års kampe. (Foto: Michael S. Lund © DR)

Kamp fra gade til gade

Fronten her i forstaden til Damaskus er et symbol på den udmattelseskrig, borgerkrigen i Syrien har udviklet sig til mange steder efter fire års konflikt. Snigskytter ligger få meter fra hinanden og kigger ud gennem ruinerne. Og ind imellem bomber regeringshæren fra luften eller med artilleri, mens oprørerne sender morterer den anden vej.

- Vi er så tæt på hinanden, at vi nogle gange kan høre dem snakke. Jeg tror, de har angrebet os mere end hundrede gange her i den her bygning, siger en af de syriske soldater, der har taget stilling i en smadret skole.

Udsigten fra et af snigskytternes huller i Damaskus-forstaden Qaboun. Gaderne er sønderbombede efter tre års kampe. (Foto: Michael S. Lund © DR)

Soldaterne har bygget fæstningsværker ud af skolepulte og skoledøre. Tæpper hænger foran huller i muren, så soldaterne ikke bliver set af snigskytterne på den anden side af vejen.
De siger alle, at de er sikre på, at præsident Bashar al-Assads styre vil vinde krigen. Men de seneste måneder har hæren og dens allierede militser lidt en række nederlag.

Oprørere vinder frem

En række oprørsgrupper med støtte fra al-Qaedas afdeling i Syrien har indtaget byerne Idlib og Ariha i det nordlige Syrien. Sydpå har andre oprørsgrupper erobret Nasib-grænseovergangen til Jordan og en militærbase. Og i maj indtog den fundamentalistiske gruppe Islamisk Stat byen Palmyra i det centrale Syrien.

Den syriske hær er under pres i takt med, at tabstallene stiger. En forholdsvis stor del af soldaterne kommer fra byer i det vestlige Syrien, hvor flertallet af indbyggerne tilhører samme religiøse retning som præsident Assad.

Udsigten fra et af snigskytternes huller i Damaskus-forstaden Qaboun. Gaderne er sønderbombede efter tre års kampe. (Foto: Michael S. Lund © DR)

- Alle her i byen kender en dræbt soldat, eller også har de sårede i familien. Hvert hus har en historie, siger butiksejeren Sami Uthman, der selv har to plakater af dræbte soldaterslægtninge hængende i vinduet til sin kiosk i havnebyen Tartous.

Kampe dræner hæren

På byens militærhospital ligger sårede syriske soldater fra de seneste nederlag mod oprørerne.

- Jeg var i en kampvogn, som blev ramt af et varmesøgende missil, siger Mazen Abbas, mens han ligger på stuen med en brækket arm og fragmenter i kroppen fra kampene ved byen Ariha.

- De udnyttede terrænet til at snige sig ind på os gennem olivenlundene, men vi vil slå dem tilbage igen, siger han.

Udsigten fra et af snigskytternes huller i Damaskus-forstaden Qaboun. Gaderne er sønderbombede efter tre års kampe. (Foto: Mads Køngerskov © DR)

Menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret voldsomme krigsforbrydelser fra den syriske hærs og dens allierede militsers side.

Områder er blevet ramt med upræcise tøndebomber og scud-misiler, og i oprørskontrollerede områder, har DR selv set både hospitaler, bagerier og civile områder bombet af hæren og luftvåbenet. Men blandt soldaterne afvises al snak om overgreb.

- Det er ikke sandt. Det er bare noget, folk siger for at tilsværte hæren. Det er terroristerne, der dræber civile, siger den sårede Mazen Abbas, der ligesom de fleste andre soldater, jeg møder, ikke skelner mellem de enkelte oprørsgrupper, men kalder dem alle terrorister.

Udsigten fra et af snigskytternes huller i Damaskus-forstaden Qaboun. Gaderne er sønderbombede efter tre års kampe. (Foto: Michael S. Lund © DR)

Tilbage ved fronten i Damaskus kigger de syriske soldater ud af deres huller mod oprørerne på den anden side af vejen. Striber af størknet blod klæber til en af sandsækkene. De kæmper på tredje år om de samme ødelagte gader.

Det er en udmattelseskrig, hvor den syriske hær er mere presset end længe - men også en krig, hvor få kan se en ende på den blodige konflikt, der nu har kostet langt over 200.000 mennesker livet.