Tema Krigen i Syrien

Ukraine og Rusland fastholder våbenhvilen

For første gang siden oktober har Merkel, Hollande, Putin og Porosjenko holdt møde om situationen i Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt god for at fortsætte våbenhvilen med Ukraine. (Foto: Natalia Kolesnikova © Scanpix)

Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig har bekræftet landenes støtte til en fredsproces for det østlige Ukraine efter en telefonsamtale onsdag.

- Angela Merkel, François Hollande, Vladimir Putin og Petro Porosjenko har bekræftet deres støtte til våbenhvilen i Østukraine, skriver det franske præsidentkontor i en pressemeddelelse efter den to timer lange samtale.

Den fortsatte støtte gælder den såkaldte Minsk II-aftale, der blev indgået i februar i den hviderussiske hovedstad.

Det er den første samtale mellem de fire politiske ledere, siden de mødtes i Paris i begyndelsen af oktober.

Dengang blev de enige om, at der skal holdes lokalvalg i det konfliktramte område i den østlige del af den tidligere sovjetrepublik. Men tidligst til næste år.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, lovede ved den lejlighed at arbejde for at forhindre, at de selvudråbte regeringer i øst afvikler et hurtigt valg.

/ritzau/AFP