Tema Krigen i Syrien

Unicef: 100 uledsagede børn fanget i voldsomme bombardementer i Aleppo

Mens det syriske regime fortsætter generobringen af det østlige Aleppo, forbliver byens civilbefolkning uden flugtmuligheder.

Mange civile kan ikke slippe ud af Aleppo, men må i stedet flygte længere ind i de få tilbageværende bydele, der er under oprørsstyrkernes kontrol. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Op mod 100 børn er fanget i en bygning, som er under voldsomme angreb i det østlige Aleppo. Det oplyser en lokal læge i byen til FN's børneorganisation, Unicef, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Der er muligvis mere end 100, de er alene eller adskilt fra deres familier, og de er fanget i en bygning, som er under voldsom beskydning. Det er på høje tid, at verden stiller op for Aleppos børn og får afsluttet deres levende mareridt, lyder det fra Unicef's regionale direktør, Geert Cappelare, til Reuters.

Det syriske regimes soldater, samt pro-syriske soldater fra for eksempel Irak, har i de seneste dage gjort store fremryk i den østlige del af byen, som ellers har været under oprørsstyrkernes kontrol i de sidste fire år. Samtidig er den østlige del af byen under voldsomme bombardementer fra blandt andet russiske kampfly.

Civile skudt ned på stedet

Selvom titusindvis af civile er flygtet fra den krigsplagede by i de seneste dage, så er mange fortsat fanget i de få tilbageværende områder, der er under oprørsstyrkernes kontrol.

Der har været meldinger om voldsomme angreb på de civile, der er fanget i bydelene. Ifølge FN er 82 civile, heriblandt 11 kvinder og 13 børn, skudt og dræbt "på stedet", da en irakisk gruppe militser rykkede ind i fire bydele i den østlige del af byen i går.

Både Røde Kors og FN har appelleret til det syriske styre og dets allierede, Rusland, om at indstille kamphandlingerne, så de civile kan flygte. Ifølge en talsmand fra FN har områdets civil befolkning "bogstaveligt talt ingen sikre steder at flygte hen".

For at komme væk fra de fremrykkende styrker, flygter de i stedet længere ind i det nu meget begrænsede område, som fortsat er under oprørernes kontrol.

Langt fra enden

Den skødesløse og brutale behandling af Aleppos civile har fået FN's Menneskerettighedschef, Zeid Ra'ad al Hussein, til at opfordre det internationale samfund til at kræve af Syrien, at der bliver holdt skarpt opsyn med landets behandling af sine egne flygtninge.

Det, der sker i Aleppo, kan gentage sig i Douma, i Raqqa, i Idlib. Vi kan ikke lade dette fortsætte.

FN's menneskerettighedschef, Zeid ra'ad al hussein

Civile fra andre oprørskontrollerede byer kan risikere at lide samme skæbne i takt med, at regimet generobrer andre områder fra oprørsstyrkerne.

- Denne knusning af Aleppo, denne umådeligt skræmmende pris dens mennesker betaler, blodsudgydelserne, denne hensynsløse nedslagtning af mænd, kvinder og børn, denne ødelæggelse - og vi er ikke i nærheden af enden på denne grusomme konflikt.

- Det, der sker i Aleppo, kan gentage sig i Douma, i Raqqa, i Idlib. Vi kan ikke lade dette fortsætte.

Holdt som gidsler

Også Tyrkiet og Frankrig har i dag taget bladet fra munden og advaret Syrien og Rusland om at sætte en stopper for overgreb mod civilbefolkningen og sikre dem passage ud af den krigsplagede by.

- 120.000 mennesker bliver holdt som gidsler - der er intet andet ord for det. De er ofre for bombardementer, de er ofre for undertrykkelse, lød det fra den franske præsident, Francois Hollande tidligere i dag.

Ifølge FN's Menneskerettighedskontor er 37.000 flygtet fra Aleppo, siden det syriske regime begyndte sit indtog i den østlige del af byen.