Tema Krigen i Syrien

Unicef: 16-årig død af sult i Madaya

Der er meldinger om alvorlig underernæring i den belejrede syriske by, Madaya.

Læger uden Grænser har oplyst, at mindst 32 mennesker i Madaya er omkommet af sult. (Foto: OMAR SANADIKI © Scanpix)

Medarbejdere fra FN's Børnefond bekræfter "alvorlig underernæring" i den belejrede syriske by Madaya.

Blandt andet har børnefonden været vidne til, at en 16-årig dreng er død af sult, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En konvoj af lastbiler medbringende fødevarer, medicin og andre fornødenheder nåede mandag frem til byen, hvor borgerne i månedsvis har været uden forsyninger. Torsdag var der meldinger om endnu en konvoj.

Byen er belejret af præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.

Det russiske udenrigsministerium beder fredag alle stridende parter i Syrien bidrage til, at humanitær hjælp kan nå frem til nødlidende i områder, som er under belejring.

Tidligere har FN's koordinator for humanitær hjælp givet en lignende beskrivelse af den akutte situation i Madaya.

- Vi har med vores egne øjne set adskillige fejlernærede børn. Jeg er sikker på, at der også er underernærede ældre personer, siger Yacoub El Hillo.

Uddelingen af bistand er et resultat af en aftale mellem de stridende parter, FN og Røde Kors.

Læger uden Grænser har oplyst, at mindst 32 mennesker i Madaya er omkommet af sult. Omkring 42.000 mennesker menes at befinde sig i den belejrede by.

Syriens FN-udsending har afvist oplysningerne om sultende mennesker i Madaya. Der er ifølge det syriske styre tale om opdigtede meldinger.

/ritzau/