USA: Delstater i undtagelsestilstand inden snestorm

Den offentlige trafik lukker ned på den amerikanske østkyst før en snestorm i dag.

En kunde står over for tomme hylder i en butik i Alexandria i delstaten Virginia, efter at der er blevet hamstret forud for en snestorm. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Fly er aflyst, offentlig transport gør klar til at lukke ned, og folk er begyndt at tømme butikshylder for basale fødevarer. Sådan er situationen på den amerikanske østkyst, der forbereder sig på store mængder sne.

De seneste vejrprognoser tyder på, at der kan komme op til 76 centimeter sne. Det er byer som Washington, New York og Baltimore, der står til at få mest sne.

Mindst fem delstater - North Carolina, Virginia, Maryland, Tennessee og Pennsylvania - har erklæret undtagelsestilstand, og der er udsendt snestormsvarsel for Washington og Baltimore, hvor der ventes "ekstreme forhold" i eftermiddag lokal tid.

3.000 flyafgange er blevet aflyst

Storbyen New York er også i risikozonen for at blive ramt af en decideret snestorm, men der er ikke udsendt et varsel.

Indtil videre er over 3.000 flyafgange blevet aflyst i dag og i morgen ifølge hjemmesiden flightaware.com, skriver CNN.

Snestormen kommer på et tidspunkt, hvor trafikken i Washington allerede er delvist lammet af sne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er folk gået i gang med at hamstre brød, mælk og andre basale fødevarer for at forberede sig til en vinterlig weekend inden døre.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube