Tema Nordkoreas missiltrussel

USA: Nordkorea-missil var helt ukendt for os

Nordkorea affyrede tirsdag et missil, som ifølge USA kan nå på tværs af kontinenter.

Nordkorea har offentliggjort dette billede af affyringen af missilet, som USA's forsvarsministerium ikke har set før. (Foto: Str © Scanpix)

Det missil, som Nordkorea i går affyrede, er af en type, som USA ikke har kendt til før.

Det meddeler det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge Reuters.

Samtidig lyder det fra Pentagon, at missilet kan nå på tværs af kontinenter. Det er derfor en fare for både skibe, fly og satellitter.

Nordkorea affyrede det seneste missil natten til i går dansk tid. I dag har landets leder, Kim Jong-un, meddelt, at Nordkorea fortsat vil "demonstrere sit mod" over for USA.

Han understregede samtidig, at styret aldrig vil forhandle om Nordkoreas våbenprogram, rapporterer stats-tv.

Kim Jong-un smilede ifølge statsmedier stort. Han bad sine eksperter om "jævnligt at sende store og små gaver til yankee'erne (amerikanerne, red.)".

I de første målinger fra nabolandet Sydkorea om missilaffyringen hed det, at missilet ikke var interkontinentalt.

Men siden har Pentagon og uafhængige eksperter konkluderet, at missiltypen med stor sandsynlighed vil kunne ramme USA - dog ikke tættere end Alaska.

Nordkorea har efter affyringen hævdet, at missiler af denne type kan bære et stort og kraftigt atomsprænghoved.

/ritzau/