USA og Rusland vil presse på for politisk løsning i Syrien

Assad må engagere sig i en proces, der fører til en politisk overgang, siger John Kerry efter møde i Moskva.

John Kerrys russiske kollega, som stod ved siden af Kerry under pressekonferencen, nævnte dog ikke noget om, hvorvidt Rusland er klar til at lægge pres på Assad. (Foto: Andrew Harnik © Scanpix)

USA's udenrigsminister, John Kerry, er enig med den russiske præsident, Vladimir Putin, om at lægge pres på Syriens regering og oprørere for at få direkte forhandlinger i gang om en politisk overgang, der kan føre til en afslutning på krigen i Syrien.

Det siger han efter et mere end fire timer langt møde i Moskva med Putin og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, hvor de diskuterede situationen i Syrien.

Kerry vil ikke svare på, om det så betyder, at Putin er enig i, at præsident Bashar al-Assad bør gå af, men siger, at USA og Rusland er enige om, at Assad-styret skal deltage i forhandlinger om en politisk overgang.

- Rusland må tale for sig selv om, hvad landet vælger at gøre for at hjælpe Assad med at træffe de rigtige valg, men i dag enedes vi om, at vi vil sætte fart i bestræbelserne på at forsøge at skubbe den politiske proces fremad, siger Kerry ifølge Reuters på en pressekonference efter mødet.

De to lande kan bruge deres indflydelse på de forskellige sider i den syriske konflikt til at overtale dem til at yde en ekstra indsats for at nå en politisk løsning siger Kerry.

- Jeg mener, at Rusland er fuldt engageret i disse bestræbelser, og vi vil alle forsøge at få præsident Assad til at træffe det rigtige valg i løbet af de næste dage og engagere sig i en politisk proces, der fører til en reel overgang og bringer fred til Syrien, sagde Kerry.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube