Tema Nordkoreas missiltrussel

USA sanktionerer Kim Jong-un for overgreb på nordkoreanere

Det er første gang, at USA pålægger den nordkoreanske leder sanktioner.

Regeringen står fortsat bag alvorlige brud på menneskerettighederne, lyder det fra det amerikanske udenrigsministerium. (Foto: KCNA © Scanpix)

USA pålægger Nordkoreas Kim Jong-un sanktioner for "notoriske overgreb" på egen befolkning.

En rapport fra det udenrigsministeriet i USA viser, at blandt andre den nordkoreanske leder er pålagt sanktioner.

- Regeringen står fortsat bag alvorlige brud på menneskerettighederne. Herunder henrettelser uden retssag, hedder det i en rapport til Kongressen.

Rapporten er udarbejdet i udenrigsministeriet.

Det er første gang, at USA pålægger den nordkoreanske leder sanktioner. De retter sig mod ejendom og værdier, der ligger inden for USA's jurisdiktion.

Rapporten oplister ifølge Reuters i alt 11 personer. De hævdes at have ansvar for alvorlige brud på menneskerettigheder og for censur.

Under Kim Jong-un begår Nordkorea fortsat uacceptable uhyrligheder mod millioner af mennesker

Adam J. Szubin, højtstående embedsmand i finansministeriet

- Under Kim Jong-un begår Nordkorea fortsat uacceptable uhyrligheder mod millioner af mennesker, siger Adam J. Szubin, en højtstående embedsmand i finansministeriet.

Nordkoreas repræsentation i FN har ikke omtalt meldingen fra USA.

I marts rettede USA en skarp kritik af landet. Den fulgte med et krav fra Washington om frigivelse af den amerikanske studerende Otto Warmbier.

Warmbier blev i januar idømt 15 års strafarbejde for at have fjernet en politisk plakat fra et hotel i landet.

En canadisk præst, der er født i Sydkorea, blev sidste år anholdt og idømt livsvarigt fængsel for forsøg på at undergrave staten.

En FN-chef for menneskerettigheder har tidligere sagt, at ledelsen i landet bør retsforfølges for forbrydelser mod menneskeheden.

/ritzau/Reuters