USA svarer igen på russiske restriktioner: Ingen turist-visa i otte dage

Den amerikanske ambassade og en række konsulater vil frem til 1. september ikke udstede visa til russere.

Det amerikanske visa-stop er en reaktion på, at Rusland har indført restriktioner for antallet af amerikanske diplomater i landet. (Foto: Mladen Antonov © Scanpix)

USA's ambassade i Rusland vil i otte dage standse udstedelsen af turistvisa fra både ambassaden i Moskva og konsulater i russiske byer. Det kan få betydning for tusinder af russiske turister.

Det amerikanske visa-stop, der træder i kraft onsdag, er ifølge AP en reaktion på, at Rusland har indført restriktioner for antallet af amerikanske diplomater i landet.

Knap en kvart million russere besøgte USA sidste år.

Rusland hjemsendte tidligere på måneden 755 amerikanske diplomater. Det skete, efter at USA har smidt russiske diplomater ud af landet som følge af deres påståede hacking af Det Demokratiske Parti under valgkampen og for russernes ageren under Ukraine-konflikten.

Visa-udstedning i konsulater

USA vil genoptage udstedelsen af visa 1. september, men det vil ikke fremover ske ved konsulaterne i Sankt Petersborg, Jekaterinburg og Vladivostok.

Præsident Vladimir Putin siger, at han følte, at det var nødvendigt at svare igen på sanktioner.

Den amerikanske ambassade i Moskva siger, at Ruslands beslutning om at skære ned på ambassadens og konsulaternes bemanding skaber tvivl om russernes ønsker om bedre relationer mellem de to store lande.

Før Donald Trump flyttede ind i Det Hvide Hus for et halvt år siden, havde han flere gange under valgkampen sagt, at han håbede at etablere et bedre forhold til Rusland, end præsident Barack Obama var i stand til.

/ritzau/AP