Tema Krigen i Syrien

USA truer med at stoppe al samarbejde med Rusland i Syrien

Det amerikanske udenrigsministerium vil have Rusland til at stoppe bombardementerne i Aleppo omgående.

USA's udenrigsminister John Kerry vil have Rusland til at stopper bombardementerne i Aleppo. (Foto: MATTHEW HEALEY © Scanpix)

USA truer med at stoppe al samarbejde med Rusland i Syrien, hvis ikke Rusland stopper med at bombe i Aleppo, oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters.

- John Kerry har informeret udenrigsministeren (Sergej Lavrov, red.) om, at USA gør tilløb til at suspendere det bilaterale samarbejde mellem USA og Rusland i Syrien, medmindre Rusland tager øjeblikkelige skridt til at afslutte angrebet på Aleppo og genoprette våbenstilstanden, hedder det i en erklæring fra det amerikanske udenrigsministerium, ifølge Ritzau.

I sidste uge brød den syriske våbenhvile, aftalt mellem USA og Rusland, sammen.

- Aleppo værre end slagterhus

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, omtalte tidligere i dag den syriske storby Aleppo som "værre end et slagterhus", og kritiserede krigsparterne for at bruge "stadigt mere destruktive våben" og for at begå krigsforbrydelser.

Natten til i dag blev de to største hospitaler i den oprørskontrollerede del af Aleppo ramt under luftangreb og sat midlertidigt ud af drift, oplyser nødhjælpsorganisationer, der driver hospitalerne.

Ifølge den syrisk-amerikanske nødhjælpsgruppe Sams er der kun seks hospitaler i byen, som for øjeblikket er i drift.

Aleppo var inden borgerkrigen brød ud i 2011 Syriens største by med over to millioner indbyggere. Det vurderes, at der stadig befinder sig 250.000 mennesker i den østlige del af byen, der de sidste mange måneder har været kampplads mellem Assads regeringsstyrker og forskellige oppositionsgrupperinger.

I den vestlige del af byen, blev det tilbage i maj vurderet, at der stadig bor over en million mennesker.

Se billeder fra bombardementerne af Aleppo i videoen herunder.