USA: Vi har kastet bomber mod militant tuneser i Libyen

Borgmester i en libysk by fortæller, at 41 personer er dræbt i angreb af "uidentificerede fly" fredag morgen.

Amerikanske kampfly har været på et kort visit i libysk luftrum for at bombe Islamisk Stat. (Foto: Bob strong © Scanpix)

Amerikanske kampfly har for en kort bemærkning været tilbage på vingerne i libysk luftrum, hvor de fredag har bombet militante. Flere end 40 personer meldes dræbt.

En amerikansk talsmand for militæret bekræfter, at hovedmålet var en militant, som formodes at stå bag to store angreb i nabolandet Tunesien sidste år.

Meldingen om angrebet kom først fra en borgmester i kystbyen Sabrathan, hvor man tidligt fredag morgen blev overrasket over et bombeangreb.

Borgmesteren, Hussein al-Thwadi, fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at "uidentificerede kampfly" omkring klokken halv fire angreb området.

Han siger, at "41 personer er dræbt". Dødstallet er ikke bekræftet.

Målet for bomberne er ifølge avisen New York Times tuneseren Noureddine Chouchane, som formodes at have forbindelse til to store angreb i Tunesien sidste år. Det er ikke officielt bekræftet.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube