Tema Nordkoreas missiltrussel

USA vil sælge våben til Taiwan for knap ti milliarder kroner

USA's våbensalg til Taiwan skal ikke opfattes som en provokation mod kineserne, oplyser Trump-regeringen.

Den amerikanske regering bekræfter, at den vil godkende en aftale om at sælge våben for knap ti milliarder kroner til Taiwan.

- Det viser, mener vi, vores støtte til Taiwans evne til at opretholde et levedygtigt selvforsvar. Men jeg må understrege, at dette ikke ændrer vores et-Kina-politik, siger Heather Nauert, talskvinde for udenrigsministeriet.

USA har også sortlistet den lille kinesiske bank Bank of Dandong, fordi den angiveligt har handlet ulovligt med Nordkorea.

USA's skridt ventes at provokere Kina, som anser Taiwan som en del af sit område.

Ifølge finansminister Steven Mnuchin er det dog ikke meningen.

Nyheden om våbenhandlen kommer, blot få dage efter at præsident Donald Trump syntes at have mistet troen på sin plan om at få kineserne til at hjælpe med at tøjle Nordkorea og landets atomprogram.

USA's seneste våbensalg til Taiwan blev annonceret i december 2015. Her oplyste daværende præsident Barack Obama til Kongressen, at USA vil sælge våben for i alt 1,83 milliarder dollar til Taiwan.

/ritzau/