USA's østkyst begynder oprydning efter snestorm

Washingtons borgmester efterlyser frivillige til at skovle sne efter stormen, der har efterladt 19 døde.

2.000 mennesker har allerede meldt sig til at hjælpe med at grave Washington fri af sne. Ifølge borgmester Muriel Bowser er der dog brug for yderligere 4000 frivillige til at skovle sne. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Den enorme snestorm, der ramte USA's østkyst ved weekendens begyndelse, er søndag drevet videre ud over Atlanterhavet.

Tidligt søndag morgen lokal tid blev kørselsforbuddet i New York ophævet.

Et par timer senere var de fleste tog- og buslinjer desuden oppe at køre igen efter at have været indstillet det meste af weekenden.

Ved midnat lørdag var der faldet 68 centimeter sne i Central Park, hvilket er det næststørste snefald i byen nogensinde. I 2006 blev der målt 68 centimeter, oplyser The National Weather Service.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, siger, at søndag bliver en stor oprydningsdag.

Han opfordrer samtidig indbyggere til at holde sig fra gaderne, så byens vejberedskab kan rydde dem.

- Snemasserne vil være hos os nogen tid endnu, men det kommer til at se meget bedre ud i løbet af de næste 24 timer, siger han til ABC News ifølge Reuters.

Imens er der de seneste dage faldet 45,2 centimeter sne i Washington, hvilket tangerer det fjerdestørste snefald i hovedstadens historie.

Mens tusindvis af fly til og fra Washington fortsat er aflyst søndag og mandag, er flyene så småt begynde at lande i John F. Kennedy-lufthavnen i New York igen.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube