USA's topofficer trodser Trump: Tortur skader hærens moral

Uden at nævne republikaneren Trump ved navn tager general Joseph Dunford afstand fra synspunkt om tortur.

Joseph Dunford Jr. til højre. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

Den højest placerede officer i det amerikanske militær fortæller Senatet, at det ville skade hærens moral, hvis soldaterne blev beordret til waterboarding (simuleret drukning, red) og andre former for tortur.

Det lignede en irettesættelse af den republikanske kandidat Donald Trump, der flere gange har sagt på valgmøder, at han som præsident vil benytte sig af waterboarding og andre former for fysisk afpresning.

General Joseph Dunford, der er leder for generalstaben, nævner ikke Trump ved navn, da han bliver udspurgt af den republikanske senator Lindsey Graham.

Graham, der selv er en af de republikanske kandidater, der har trukket sig ud af præsidentopgøret hos republikanerne, spørger, hvad det ville betyde for moralen i de væbnede styrker, hvis torturmetoder igen tillades.

- Den slags aktiviteter, som De her beskriver, er ikke i overensstemmelse med nationens værdier. Og helt ærligt, så tror jeg. det ville have den modsatte effekt, siger Dunford.

Torturmetoder som waterboarding var bemyndiget under den tidligere præsident George W. Bushs krig mod terror.

Men en af præsident Barack Obamas første gerninger som præsident i 2009 var at forbyde enhver form for tortur.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube