Utøya: Drabssted omdannes til museum om ytringsfrihed

Skoleklasser og andre besøgende skal ikke bare sørge, men også lære af terrorangrebet på Utøya 22. juli 2011.

Der findes et mindesmærke på Utøya, men nu skal der også åbnes et museum. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

I cafébygningen på Utøya blev 13 unge myrdet, da Anders Behring Breivik skød for at dræbe. Nu skal bygningen indgå som en del af et større læringscenter, et museum om ytringsfrihed og demokrati.

Det skriver norske NRK.

- Man kommer helt tæt på tragedien, og det bliver uden tvivl et svært møde. Men samtidig mener vi, at det er vigtigt at bruge historien i et positivt læringsøjemed for nye generationer af unge, siger den daglige leder på Utøya, Jørgen Watne Frydnes til NRK.

Planen er, at læringscentret skal åbne til sommer. Oprindeligt var det meningen, at cafébygningen skulle rives ned på grund af dens blodige fortid, men det har flere efterladte modsat sig. Men selve området, hvor de 13 blev dræbt, bliver dog afspærret.

Det nye læringscenter skal sætte fokus på ytringsfrihed og demokrati - og fortælle baggrunden for Breiviks ugerninger. Men også de døde og de overlevendes historier vil blive fortalt.

Hos AUF, der holdt sommerlejr på øen, da Breivik gik amok, er der stor opbakning til projektet.

- Læringscentret skal fortælle om de værdier, der var i forbindelse med angrebet. Det skal lære nye generationer om det, der skete. Forhåbentligt vil læringscentret bidrage til, at sådan noget aldrig sker igen, siger Mani Hussaini, der er leder af AUF.

I alt blev 77 personer dræbt 21. juli 2011 - otte i regeringsområdet i Oslo og 69 fortrinsvis unge på Utøya.

Cafébygningen skulle oprindeligt rives ned på grund af dens blodige fortid, men det har flere efterladte modsat sig. Nu bliver den snart ombygget til museum.

Opslået af DR Nyheder på 22. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube