Amerikanerne stemmer også om porno, pot og den 51. stat på tirsdag

En lang række stater har andet og mere end Hillary Clinton og Donald Trump på stemmesedlen.

Marihuana til hyggebrug er på stemmesedlen i fem stater. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)

Hele verden holder vejret, for om blot tre dage går amerikanerne til stemmeurnerne og beslutter, om det er Demokraternes Hillary Clinton eller Republikanernes Donald Trump, der skal efterfølge Barack Obama som landets næste præsident.

Men valget handler ikke udelukkende om de to stridshaner, for de amerikanske vælgere får en travl dag, hvor både nationale, regionale og lokale politikere er på stemmesedlerne.

Desuden skal vælgerne stemme om forslag i de enkelte delstater, som fra den ene dag til den anden kan ændre det amerikanske samfund markant.

Hver stat giver nemlig befolkningen mulighed for enten at vende tommelfingeren op eller ned for en række politiske forslag.

DR Nyheder har samlet ti forslag, der omhandler alt fra stramning af våbenloven, cigaretpriser, til tvungen brug af kondom i pornoindustrien.

Marihuana

Medicinsk marihuana er på stemmesedlen i flere stater, og hvis Arkansas, Florida, Montana og North Dakota alle vender tommelfingeren opad, vil mere end halvdelen af alle stater have legaliseret det euforiserende stof til medicinsk brug. I staterne Nevada, Arizona, Californien, Maine og Massachusetts stemmes der sågar om, at rusmidlet må bruges rekreationelt dvs. til at frembringe positive tanker og følelser.

Dødsstraf

I Californien og Nebraska skal det besluttes, om man skal forbyde dødsstraf. Hvis vælgerne stemmer for forslaget vil dødsstraf være forbudt i 21 delstater, hvilket vil være det højeste antal nogensinde. I Oklahoma går man dog den anden vej, da vælgerne skal beslutte, om dødsstraf skal skrives ind i statens forfatning, hvilket vil gøre det nemmere at idømme dødsstraf.

Våben

Der er ikke nogen hemmelighed, at det er nemmere at anskaffe sig et skydevåben i USA end i Danmark.

Flere amerikanske politikere advokerer for, at der skal udføres et baggrundstjek før et våbenkøb - deriblandt Barack Obama - men det forslag blev stemt ned i Senatet sidste år. Baggrundstjekket er dog på stemmesedlen i Maine og Nevada, der dermed kan blive den niende og 10. stat, der gør det obligatorisk.

Cigaretter

Den rygende og glødende pind kan blive dyrere for op mod 51,4 millioner amerikanere, når der skal stemmes om en stigning i skatten på cigaretter i flere stater. I Californien kan en pakke blive to dollars dyrere, i Colorado 1,75 dollar, i North Dakoka 1,76 dollar, mens man i Missouri kan se frem til en mere beskeden prisstigning på enten 60 eller 23 cent.

Porno

Et af de mere kuriøse forslag finder man i Californien, hvor der skal stemmes om, at det skal gøres obligatorisk for mænd at bruge kondomer i pornofilm.

Pornoindustrien har kaldt forslaget for en 'horribel idé' og bliver bakket op af både det republikanske og demokratiske parti i staten. Men trods modstanden er det nu op til vælgerne at bestemme, om mændene skal bære latex i voksenfilmene fremadrettet.

Dyrevelfærd

Selv om Massachusetts ikke er blandt de største producenter af æg og kød, kan de alligevel gå hen og blive foregangsmænd for et øget velfærd på dyrefarme. Forslag tre på stemmesedlen lyder nemlig på, at hvert enkelt dyr skal have plads til at ligge ned, stå op og vende sig rundt. Modstandere mener, at et ja vil betyde, at priser på æg vil stige, hvis farm-ejere uden for staten vil sælge deres produkter i Massachusetts.

Sygesikring

Obamacare er ikke godt nok, derfor vil vi have ColoradoCare. Sådan lyder det fra tilhængere, der vil lade skatten i staten stige med 10 procentpoint.

De vil indføre sygeforsikring efter en skandinavisk model, hvor alle statens indbyggere vil få adgang til gratis lægehjælp. Forslaget har mange modstandere, herunder hospitaler, forsikringsselskaber og den lokale guvernør, der alle mener, at det er umuligt at finansiere.

Aktiv dødshjælp

I Colorado skal der også stemmes om, hvorvidt læger må afslutte terminale patienters liv. Aktiv dødshjælp er allerede tilladt ved lov i Washington, Oregon, Californien og Vermont, mens en domstol har tilladt det i Montana. Yderligere 20 stater er også i gang med at forberede et lignende forslag, der fra størstedelens vedkommende ventes at komme på stemmesedlen til næste år.

Ny stjerne i flaget

Washington D.C. er USAs hovedstad, men byen er ikke en delstat og derfor uden repræsentation i Kongressen. De lokale politikere ønsker dog at lave om på den status, og derfor har borgmester Muriel Bowser bedt vælgerne om at give mulighed til byrådet om at godkende en forfatning, der skal danne baggrund for den måske kommende stat New Columbia. Hermed kan den blive USA's 51. af slagsen.

Mindsteløn

Den føderale minimumsløn har ligget på 7,25 dollars i de seneste syv år, og mange stater venter på, om Kongressen vil hæve den.

I Colorado, Arizona, Maine og Washington vil man dog ikke vente så længe. I de tre førstnævnte vil man hæve lønne til 12 dollars frem mod 2020, mens Washington ligger halvanden dollar over. De fire stater kan tilslutte sig ti andre, der også har besluttet at hæve minimumslønnen på delstatsniveau.

Kilder: Politico.com & Ballotpedia.org