Valgansvarlig flygter fra Kenya lige inden omvalg

Kenyanerne skal vælge en præsident 26. oktober, efter at valg i august blev annulleret.

Omvalget kan ikke opfylde "grundlæggende forventninger til et troværdigt valg, siger valgkommissær Roselyn Akombe. (Foto: THOMAS MUKOYA © Scanpix)

Bare en uge inden et omstridt omvalg i Kenya er Roselyn Akombe, der er topvalgkommissær, flygtet ud af landet på grund af trusler.

Akombe siger, at omvalget 26. oktober er "en hån" mod demokratiet.

Omvalget blev besluttet af Kenyas højesteret i september.

Det skete efter annulleringen af præsidentvalget 8. august, hvor præsident Uhuru Kenyatta genvandt posten over oppositionsleder Raila Odinga.

Domstolen sagde, at der var uregelmæssigheder ved valghandlingen og optællingen.

Odinga trak sig fra omvalget i sidste uge, fordi landets valgkomité ifølge oppositionslederen ikke havde gennemført reformer.

Alligevel har valgkomitéen besluttet, at omvalget skal finde sted. Ud over Odinga stiller seks andre kandidater op.

Men omvalget kan ikke opfylde "grundlæggende forventninger til et troværdigt valg", siger Akombe ifølge nyhedsbureauet AP.

Akombe hævder, at der er store politiske uenigheder mellem valgkomitéens otte medlemmer.

- Komitéen er blevet en part i den nuværende krise. Komitéen er under belejring, siger hun.

I tiden op til omvalget har Raila Odinga opfordret sine tilhængere til dagligt at demonstrere.

Tirsdag opfordrede oppositionslederen dog ifølge AP sine støtter til at holde inde med protesterne, efter at flere er døde.

/ritzau/Reuters